Plant træer, plant træer og endnu flere træer

KOMMENTAR – Hvad er den økologiske værdi af et træ? Colombias kongres vedtog for nylig en lov, der kræver, at alle borgerne i landet skal plante og tage sig af fem træer.

Et almindeligt bøgetræ binder 4,3 tons CO2 i hele dets levetid. Foto: Colourbox

Af Knud Anker Iversen, daglig leder af Miljø- og Energicentret i Høje-Taastrup

Plant træer, plant træer og endnu flere træer. Sådan lyder meldingen fra en garvet klimaforkæmper, Paolo Lugari fra Columbia.

I 1967 grundlagde han Las Gaviotas, en eksperimentel landsby i de østlige savanner i Colombia. Ingen troede, at noget kunne vokse her, efter at de spanske erobrere skar de sidste træer ned for 250 år siden.

»Myndighederne sætter altid sociale eksperimenter i gang de letteste og mest frugtbare steder. Vi ønskede det sværeste sted. Vi regnede med, hvis vi kunne gøre det her, ville vi kunne gøre det overalt,« siger Lugari, der i dag er 72 år.

I dag, efter næsten 50 år, er der plantet omkring ni millioner træer på 8.000 hektar på den tidligere savanne. Området ligger som en genfødt regnskov. Ved begyndelsen af ​​projektet var der ca. 20 planter, og nu tæller forskere 250 forskellige arter, mere end i mange dele af Amazonas, og antallet fortsætter med at stige.

Vores livsforsikring
Om projektets perspektiv siger Lugari:

»For at livet skal kunne fortsætte på jorden, har vi brug for skove til at dække 50 procent af planeten. Det er vores livsforsikringspolitik«.

En 2015 Yale-undersøgelse vurderer, at der er tre billioner træer i vores verden. Skovene dækker omkring 31 procent af verdens jordoverflade.

Det samlede antal træer er faldet med omkring 46 procent siden begyndelsen af ​​den menneskelige civilisation, og vi fortsætter med at miste ca. 15 milliarder træer (0,5 procent af den samlede skovdækning) hvert år.

Det er denne tendens vi skal stoppe.

Positive tegn
Der er positive tegn. Skovene i Europa er vokset med en tredjedel i løbet af de sidste 100 år. I Nordamerika overstiger skovvækst også høsten. Men ødelæggelsen af ​​regnskov i Amazonas, Asien og Afrika fortsætter. En meget væsentlig årsag til denne træfældning er efterspørgslen fra vesten, hvor vi blandt andet importerer dyrket soja til vores kødforbrug fra områder, hvor der før var regnskov.

Lugaris erfaringer viser, at træer ikke kun optager kuldioxid, de gendanner jorden med det, han kalder, »jordens hud«. Vel og mærke når det er skov og ikke plantage.

Med genetableringen af jordens »hud« er der spontant kommet mange forskellige arter tilbage, som giver liv til et selvgenererende økosystem. Rødderne på alle disse nye træer og planter sikrer også grundvandet.

Vand fra den genetablerede Las Gaviotas regnskov sælges nu i restauranter i Bogotá. Endelig har skovdækket den effekt, at det skaber mere regn, som det er dokumenteret med fire årtier af meteorologiske data indsamlet på stedet.

Hvad er den økologiske værdi af et træ?
Ingen har endnu regnet ud, hvad den økologiske værdi af et træ er. Men det er langt mere end træets samlede værdi og kapaciteten til kulstofopbevaring. Derfor er der ifølge Lugari ikke noget vigtigere end at plante træer.

Som Lugani siger: »At plante træer er såre let – det kræver ikke høj uddannelse – kun entusiasme«.

Lugaris opråb bliver hørt. Colombias kongres vedtog fornyelig en lov, der kræver, at alle borgerne i landet skal plante og tage sig af fem træer. At de mener det alvorligt viser deres incitament: Unge, der har været aktiv i træplantning, vil nemmere kunne komme videre i uddannelse.

I Danmark dækkes ifølge Naturstyrelsen 14,3 procent af vores areal af skove. Vi planter mere, end vi fælder. Alligevel bruger vi mere træ end, vi selv producerer. 75 procent af det træ, vi bruger i Danmark, importeres og medfører således træfældning i andre lande.

MEN hvert et træ tæller. Ifølge det Det Biovidenskabelige Fakultet binder et bøgetræ, hvad der svarer til 4.3 tons CO2 i dets levetid.

Kilde: Optimist News 28.5. Læs her

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: