Pil æder al kvælstof i jorden

ENERGI – Pil kan bruges som bioenergi og kan også støvsuge jorden helt ren for kvælstof, viser nye forsøg.

Den hurtigtvoksende pil kan forhindre udvaskning af kvælstof og anvendes som energiplante.

Forsøgene er foretaget af Århus Universitet i samarbejde med Vestjysk Landboforening. Forskerne har i løbet af det seneste år nøje fulgt gødningsoptagelsen på en mark ved Tim i Vestjylland.

Resultatet viser klart, at al gødning, uanset om det er gødning fra husdyr eller kunstgødning, bliver optaget af pilafgrøden i modsætning til for eksempel en almindelig afgrøde som byg.

Fantastiske resultater
- Det er helt fantastiske resultater. Forsøget viser, at til trods for store mængder næringsstoffer bliver tilført, så sker der intet tab. Alt kvælstof bliver optaget, fastslår Tove Urup Madsen, der er natur- og miljøchef i Vestjysk Landboforening.

Vestjysk Landboforening har i høj grad gennem de senere år været pionerer på området for pil med støtte fra både EU og Region Midtjylland.

Betydning for vandplaner
I Vestjylland er der allerede tilplantet over 600 hektarer med pil og Tove Urup Madsen forudser, at afsløringen af de seneste forskningsresultater vil få helt afgørende betydning i de fremtidige vandplaner, som kan få store konsekvenser for landbrugserhvervet.

- Det betyder, at pil kan medtages i beregningerne, og at vi kan bruge pil som et virkemiddel i arbejdet med at reducere kvælstof i grundvand og overfladevand, pointerer hun.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: