Pia Olsen Dyhr vil bane vejen for grøn transport

GRØN TRANSPORT – Transportminister Pia Olsen Dyhr vil nu undersøge hvordan man kan arbejde systematisk med at skære ned på udledningen af CO2 på transportområdet. Det sker som led i regeringens mål om at udfase brugen af fossile brændstoffer inden 2050.

Pia Olsen Dyhr vil udarbejde en køreplan for grøn transport. / Grafik: Colourbox

Transportministeren har besluttet at der skal udarbejdes en køreplan for, hvordan transportsektoren på kort og lang sigt skal arbejde frem mod målsætningerne.

Det er regeringens målsætning, at der skal ske en markant reduktion af CO2-udledningen på 40 pct. i 2020 sammenlignet med 1990. Regeringen ønsker også, at det danske samfund skal være uafhængigt af fossile brændstoffer i 2050.

Transportsektoren er i dag meget afhængig af de fossile brændstoffer. Samtidig er samfundet helt afhængigt af en effektiv transport. En udfasning af fossile brændsler, og dermed også en markant reduktion i CO2-udledningen, er derfor en meget stor og kompleks opgave, siger ministeren.

Fokus på timing og virkemidler
Det kræver en køreplan, der skitserer rækken af virkemidler, der kan tages i brug, og ikke mindst timingen i dette frem mod 2020 og 2050. Helt overordnet vil der være fokus på tre hovedemner: effektivisering, nye drivmidler og adfærdsændringer, oplyser ministeriet.

- Der er tale om en helt nødvendig og vigtig opgave, som ikke er nem at løse for samfundet som sådan og slet ikke i transportsektoren. Derfor skal vi være mere bevidste om hvad vi gør nu, der kan bringe os i mål på lang sigt, forklarer transportminister Pia Olsen Dyhr.

-Frem mod 2020 er det bl.a. en effektivisering af bilparken, så bilerne kører længere på literen, der kan lede til mindre CO2. Og for godstransporten handler det om at udnytte de muligheder, der bl.a. er for at bruge modulvogntog eller distribuere gods i byerne på en anden måde.

Flere biler på el og gas
Efter 2020 skal flere køretøjer køre på eksempelvis el og gas. Elsektoren skal levere grøn el baseret på bl.a. vindenergi, der ikke udleder CO2.

Det handler også om, hvordan transportsystemet bruges. En grønnere transport kræver et skift i vores adfærd, så flere benytter den kollektive transport, cykler eller går.

Køreplanen for en grønnere transport udarbejdes af Transportministeriet i samarbejde med Klima-, Energi- og Bygningsministeriet, og der vil i løbet af efteråret blive arrangeret en række fokuserede møder og miniseminarer, der tematisk inddrager relevante aktører, og som i det omfang, der er interesse herfor, også kan være arrangeret af aktørerne selv som et konkret bidrag til arbejdet.

Lidegaard glad for initiativet
Målet er ifølge ministeriet at sikre, at flest mulige perspektiver for grøn transport bliver belyst. Endelig afholdes en bredt indbudt konference op til afslutningen af arbejdet med køreplanen.

- Med klimaplanen har vi sikret de overordnede rammer for, hvordan vi bredt i regeringen arbejder med klima. Nu er det afgørende, at de enkelte ministerier også tager teten på deres egne politikområder. Derfor er jeg rigtig glad for, at transportministeren har taget dette initiativ, som vil sikre, at det sker på transportområdet, lyder det fra klima-energi-, og bygningsminister Martin Lidegaard.

Køreplanen skal udarbejdes i samarbejde med en række interessegrupper og organisationer, og der skal nedsættes to følgegrupper.

Til den ene følgegruppe inviteres en række brancheorganisationer i transportsektoren: 3F, DI transport, Dansk Erhverv, FDM, DTL, ITD, Danske busvognmænd, Rederiforeningen, Trafikselskaberne i Danmark og Danske Havne.

Til den anden følgegruppe inviteres en række relevante grønne organisationer og repræsentanter for teknologierne: Teknologirådet, Concito, Det Økologiske Råd, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Cyklist Forbund, Partnerskabet for brint og brændselsceller, Landbrug & Fødevarer, Energi- og Olieforum, repræsentant for gassektoren, Dansk Elbil Alliance, De Danske Bilimportører, BioRefining Alliance og WWF.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: