- Vi står altså på et tidspunkt i menneskets historie, som er super interessant. Det kan gå ad helvede til, hvis vi ikke pudser brillerne. Eller også kan det gå rigtig, rigtig godt, fordi de ting, der sker i verden, virkelig er et wakeup call. Det vil kunne ruske op i den øgede ulighed, som ikke er god for nogen.
Sådan siger filminstruktør Phie Ambo, som er grundlægger af Den Grønne Friskole i København og blandt andet har instrueret den roste dokumentarfilm, »Så meget godt i vente« om den biodynamiske landmand Niels Stokholm.
- Heller ikke for den rigeste ene procent. De ved godt, at folk kommer med de der høtyve om lidt. Men alligevel vil Anders Samuelsen (LA) give skattelettelser til de rige, som ikke engang vil have dem. Det er ikke analytisk. Hvad med lige at zoome ud og se på os som en hel menneskehed, siger hun til Information.
Vi er ikke gode nok til at se ud over den gruppe, vi selv tilhører i samfundet, mener Phie Ambo, der i Information giver sit bud på en Danmarkskanon.
- Ethvert menneske må gøre, hvad det vil, så længe det ikke skader andre. Det er liberalismens grundregel. Men du skader jo andre ved for eksempel at udvide Københavns Lufthavn og blive ved med at subsidiere fossile brændstoffer. Det er en ideologi, men det er ikke særlig analytisk. Derfor skal vi bruge nysgerrigheden til at træde uden for vores egne grupper, siger hun til Information.
Læs hele artiklen: »Den rigeste ene procent ved godt, at folk kommer med høtyvene om lidt.«