Pensionssparere vil sælge kulaktier

DIVESTMENT: Ansvarlig Fremtid har vundet de første tre sejre på forårets  generalforssamlinger i pensionsselskaberne, men bestyrelserne vil ikke umiddelbart følge flertallets beslutning.

Pensionsselskaberne er under stigende pres for at afhænde deres aktier i kulindustrien. Foto: Colourbox

Ansvarlig Fremtid, som er en del af den internationale divestment-bevægelse, har på forårets generalforsamlinger via medlemmer i en række pensionskasser fremsat forslag om at frasælge deres kulaktier.

I tre pensionsselskaber vandt forslaget om at sælge aktier i kulindustrien tilslutning hos et flertal af medlemmerne.

Kulselskaberne gamler med klimaet og Jordens fremtid, og de danske pensionsselskaber støtter dem for medlemmernes penge gennem deres investeringer. Det er amoralsk og forkasteligt og tilmed en økonomisk usikker investering, lyder argumenterne fra Jens Hørby Jørgensen, økonom og talsperson i Ansvarlig Fremtid.

- Sidste år blev vores forslag nedstemt i de tre pesionsselskaber, hvor vi havde fremsendt forslag, men i år vandt vores forslag om frasalg af kul- og højrisikable olieinversteringer flertal hos tre selskaber, siger Jens Hørby Jørgensen.

De tre pensionsselskaber er:

  • Arkitekternes Pensionskasse (AP),
  • Magistre og Psykologer (MP Pension)
  • Dansk Civil- og Akademiingeniørers Pensionskasse (DIP).

Imidlertid vil ingen af disse tre bestyrelser umiddelbart efterleve generalforsamlingens beslutning, og bestyrelserne i AP og MP Pension har ifølge Ansvarlig Fremtid klart meldt ud, at de ikke agter at efterleve generalforsamlingens beslutning, ligesom bestyrelsen i DIP har besluttet at sende generalforsamlingens beslutning ud til urafstemning.

Forslaget er blødt op
- Både før og efter forårets generalforsamlinger har vi været i dialog med en række pensionskasser og er generelt blev modtaget godt. I JØP, hvor jeg selv er medlem, har det været en udmærket dialog, siger Jens Hørby Jørgensen.

Dialogen har resulteret i, at Ansvarlig Fremtid i år har justeret forslaget. I 2014 lød forslaget på fuld divestment inden for en kort årrække for både kul, olie og gas. men i år er forslaget blødt med hensyn og er ikke så kategorisk i forhold til olie og gas.

- Men til gengæld har vi holdt fast i et ultimativt krav om at frasælge alle aktier i kulindustrien inden for en kort årrække. Fra pensionskasserne har argumentet lydt, at man hellere skulle gå i dialog med virksomhederne og på den måde forsøge at få kulindustrien til at ændre kurs. Det tror vi så ikke på. Vi har ikke noget imod dialogen, men vi tror ikke på, at det får nogen som helst virkning, siger Hørby Jørgensen.

Pensionen koster CO2-udledning
Samlet set giver de danske pensionsselskabers investeringer i fossile virksomheder anledning til en potentiel CO2-udledning, som er mere end 4,6 gange større end hele Danmarks årlige udledning, hvis de fossile reserver, der er investeret i, bliver udvundet, fremgår det af en rapport fra WWF – Verdensnaturfonden.

Investeringerne svarer i det værste tilfælde til, at hver kunde i pensionsselskabet UniPension i gennemsnit har investeringer, der kan føre til en udledning af 241 ton CO2, eller det der svarer til cirka 30 gange en gennemsnitlig danskers årlige CO2-udledning.

Læs også: Store investorer dumper kulaktier

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: