Pensionspenge skaber grøn omstilling

KLIMA – Pensionskassen PKA investerer i energiforbedringer af ejendomme  via energifond og sparer 420 tons CO2 årlig. Fonden er i gang med 17 projekter over hele landet.

PKA skaber grønt afkast via energiforbedringer i den almene og offentlige boligsektor.

I pensionskassen PKA er medlemmernes pensionsindbetalinger med til at skabe grøn omstilling.

PKA investerede 300 millioner kroner i 2015 i energifonden, SustainSolutions, er de første 17 projekter allerede i gang. Fonden installerer fuldt finansierede energibesparende løsninger til ejendomme især inden for den almene og offentlige sektor.

Energiløsningerne betales gennem energibesparelsen. Samlet reducerer de 17 projekter CO2-belastningen med 420 tons om året og giver økonomiske gevinster for ejere og lejere.

Kombinerer klimahensyn og afkast
Investeringen i SustainSolutions er en del af PKA’s klimastrategi, hvor der investeres i klimaprojekter, der både skaber et godt afkast til PKA’s medlemmer og gør en positiv forskel for klimaet. PKA’s afkast skabes ved at modtage en andel af energibesparelsen. Når energirenoveringen er afdraget, får ejere og lejere den fulde økonomiske besparelse.

Projekter i hele landet
Det almene boligselskab, Domea, der administrerer ca. 10 procent af Danmarks almene boliger, har fået installeret nye ventilationsanlæg hos Charlottegården i Hedehusene. Det giver en årlig CO2-besparelse på 11 tons.

Hos fynske Hjemly fri- og idrætsefterskole installeres solcelleanlæg, LED-belysning samt nye varmeinstallationer, og hos Aalborg Zoo har SustainSolutions installeret nye ventilations- og cirkulationspumper. Det giver en årlig CO2-besparelse på 45 ton.

I Sønderjylland har 750 almene boliger hos Salus Boligadministration fået nye ventilationsanlæg, mens 350 andre boliger skal have tagintegrerede solceller.

Perspektiver inden for alle sektorer
Ifølge Christian Niepoort, adm. direktør i SustainSolutions, viser de mange projekter, at der er et stort potentiale i SustainSolutions forretningsmodel, der tilbyder et bedre indeklima, klimavenlige ejendomme og lavere driftsomkostninger uden at påføre ejere og lejere ekstra omkostninger.

- Vi tilbyder en samlet pakke med energiløsninger og finansiering, der gør energirenovering overskuelig. Alle parter har et økonomisk incitament til at skabe bæredygtige ejendomme. Projekterne viser, at modellen er bæredygtig inden for alle sektorer, og vi ser frem til at udbrede modellen og øge antallet af energirenoveringsprojekter, siger Christian Niepoort.

Pensionskroner katalysator for grøn omstilling
Ifølge PKA’s adm. direktør, Peter Damgaard Jensen, er SustainSolutions forretningsmodel vigtig for at reducere CO2-belastningen for den danske ejendomssektor.

- Skal ejendomssektoren blive mere klimavenlig, er det nødvendigt at energioptimere eksisterende ejendomme. SustainSolutions’ forretningsmodel gør det økonomisk interessant for ejere og lejere at installere grøn teknologi og bidrage til at reducere klimabelastningen, siger Peter Damgaard Jensen.

Om PKA

  • PKA administrerer pensioner for tre pensionskasser primært inden for social- og sundhedsområdet.
  • PKA har 300.000 medlemmer og en formue på 250 mia. kr.
  • PKA har investeret ca. 17 mia. kr. i klimaprojekter, heraf 300 mio. kr. i energifonden SustainSolutions.
  • PKA har investeret ca. 17,8 mia. kr. i danske ejendomme og ca. 2,6 mia. kr. i udenlandske ejendomme.

Om SustainSolutions

  •  SustainSolutions tilbyder fuldt finansierede energibesparende løsninger inden for ventilation, solceller, LED belysning og varme til almene-, andels- og ejerboliger samt offentlige og private virksomheder og institutioner.
  • Energibesparelsen ligger ofte mellem 10-20 pct. af ejendommens samlede energiforbrug, og besparelsen bruges til at afdrage energirenoveringen, der typisk er tilbagebetalt på 5-8 år.

Læs mere på www.sustainsolutions.dk

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: