Penge til mere økologi i storkøkkener

Kantiner, sygehuse og andre storkøkkener har aldrig købt så mange økologske råvarer som nu, men nu er regeringen klar med nye tilskud. / Foto: Colourbox

ØKOLOGI – Regeringen klar med nyt tilskud, der skal få de de offentlige storkøkkener til at anvende flere økologiske råvarer og dermed være med til at skabe mere efterspørgsel og sætte gang i en ny omlægningsbølge.

Fødevareminister Dan Jørgensen offentliggjorde i dag under et besøg hos Økologisk Landsforening, at regeringen afsætter 28 millioner kroner til et økologisk løft af de offentlige køkkener i 2014. Ministeren tilbragte dagen i Aarhus, der netop nu er i gang med at uddanne kommunens køkkenfolk i økologisk omlægning.

Som afslutning på et tætpakket program i Aarhus i dag, besøgte fødevareminister Dan Jørgensen (S) og borgmester i Aarhus kommune Jacob Bundsgaard (S) Økologisk Landsforening i Åbyhøj. Fødevareministeren benyttede lejligheden til at meddele, at regeringen har besluttet at afsætte nye ressourcer til at bakke flere kommuner, regioner og statslige institutioner op i en grøn omstilling af de offentlige køkkener. Helt præcist 28 mio. i 2014.

- Det er vigtigt, at det offentlige går forrest som et godt eksempel. Regeringen har et meget ambitiøst mål om at fordoble det økologiske areal inden 2020, og derfor er det naturligt for mig, at vi støtter arbejdet med at få flere økologiske grøntsager og bøffer på tallerkenerne i de offentlige køkkener. Den seneste opgørelse viser, at der nu er over 600 økologiske køkkener i alt, der har det økologiske spisemærke, siger fødevareminister Dan Jørgensen.

Midlerne går til uddannelse af køkkenmedarbejdere, som udover at indføre 60 procent økologi også reducerer madspild og skaber sundere og mere klimavenlig mad med mere grønt og mindre kød — alt sammen indenfor eksisterende budgetter.

Store gevinster ved øko-omlægning
Nyheden vakte stor glæde hos økologerne.

-Det er en rigtig god nyhed for de økologiske landmænd og for Danmarks natur og drikkevandsressourcer, for jo mere økologisk landbrug jo bedre beskyttes vores natur og grundvand mod sprøjtegifte, siger Per Kølster, formand i Økologisk Landsforening.

- Det er også en stærk opbakning til de mange køkkenmedarbejdere, der arbejder med den grønne omstilling i landets offentlige køkkener, og vi ved, at det giver meget stolthed ude i køkkenerne, når håndværket kommer i spil, siger han.

60 procent økologi i Aarhus kommune
Omstilling af offentlige køkkener til 60 procent økologi er en del af regeringens Økologiske Handlingsplan 2020, og indsatsen skal bidrage til en fordobling af det økologiske landbrugsareal frem mod 2020 ved at øge efterspørgslen på økologiske råvarer. 20 kommuner rundt omkring i landet er allerede i gang med den grønne omstilling, og Aarhus kommune er én af dem.

- Vi har i Aarhus Byråd besluttet, at mindst 60 procent af maden i kommunens køkkener, madtilbud og kantiner skal være økologisk i 2020. Mere økologi vil give os et bedre miljø, bedre ernæring og en højere kvalitet af måltiderne. Projektet henvender sig til alle kommunens 475 institutioner og vil komme ca. 23.000 borgere til gode, siger Jacob Bundsgaard.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: