Paul McCartney: Indfør kødfri dage

KØD – Paul McCartney opfordrer danskerne til at droppe kødet mindst én dag om ugen. Tre danske universiteter har allerede indført kødfri dage. Det samme har 40 procent af de svenske kommuner.

Paul McCartney har været vegetar i over 30 år og står bag den globale kampagne Meat Free Monday.

Da Paul McCartney lørdag aften gik på scenen på Roskilde Festival, var det ikke kun for at spille sine mange hits. McCartney har været vegetar i over 30 år og havde et særligt grønt budskab til festivalgæsterne og den danske befolkning generelt.

- Vi står overfor store miljømæssige udfordringer, og vi har derfor brug for store løsninger. At droppe kødet én dag om ugen vil gøre en enorm forskel, siger Paul McCartney.

- Danmark er et meget miljøbevidst land, så jeg vil gerne opfordre danskerne både på festivalen og udenfor til at give en kødfri dag en chance. Det er nemt, lækkert og godt for planeten.

Paul McCartney står bag den globale kampagne Kødfri Mandag (Meat Free Monday), og han har selv spist vegetarisk i mere end 30 år.

Under sloganet “Stop Global Shawarming” serverede Paul McCartneys venner fra den danske Kødfri Mandag kampagne vegetarisk shawarma fredag for festivalens gæster .

Gæsterne fik på den måde mulighed for selv at erfare, hvor lækkert og nemt et kødfrit måtid kan være.

Seriøs politisk debat

David Pedersen: Vi har brug for en seriøs politisk debat for at få bolden til at rulle.

- Hvis vi virkelig bekymrer os om bæredygtighed, bliver vi nødt til at spise mindre kød. Ifølge FN koster det hele 15.000 liter vand at producere et kilo oksekød. I Sverige har 40 procent af kommunerne indført kødfri dage.

- Danmark bør følge trop, og derfor har vi brug for en seriøs politisk debat om emnet for at få bolden til at rulle, lyder det fra kampagneleder David Pedersen fra Kødfri Mandag. Han glæder sig over, at alle Roskilde Festivals madboder i år kunne tilbyde kødfri måltider.

Kødfri dage er med til at beskytte miljøet og spare ressourcer. Ifølge FN er husdyrproduktion en af de største syndere, når det kommer til udledning af drivhusgasser.

Samtidig beslaglægger kvæg og andre husdyr store arealer, som ellers kunne være brugt til menneskeføde. Hvis vi skærer ned på vores kødforbrug, vil det desuden kunne reducere risikoen for visse kræft- og hjerte-karsygdomme.

Kampagnen Kødfri Mandag er en del af en global bevægelse, Meatfree Mondays, der tæller over 40 medlemslande. Foruden universiteter som Oxford University, University of San Diego og Tel Aviv University, har også storbyer som San Francisco og Los Angeles tilsluttet sig kampagnen. Andre internationale kendte som Richard Branson og Woody Harrelson samt danske Sys Bjerre og Saseline støtter også Kødfri Mandags budskab. Endelig har Roskilde-, Århus- og Københavns Universitet Amager indført Kødfri Mandag, oplyser David Pedersen, kampagneleder i Danmark.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: