Pasta med kødsovs hitter på middagsbordet

MAD – Danskernes livretter er stadig pasta med kødsovs, stegt kylling og frikadeller. Vi gentager de samme fem-seks hverdagsretter uge efter uge, viser ny undersøgelse.

Danske restauranter og kokke høster stadig flere Michelinstjerner, men danskernes livretter er stadig pasta med kødsovs, stegt kylling og frikadeller.

Ude i den store verden er Danmark berømt for nyt nordisk køkken og gourmetmad. Men trods af en regn af Michelin-stjerner til danske restauranter ok kokke, er det fortsat de traditionelle hverdagsretter, som befolkningen kaster sig over, når de selv skal kokkerere.

De tre mest populære retter i hverdagen er pasta med kødsovs, stegt kylling og frikadeller. Herefter følger lasagne, salat og rugbrødsmadder, viser en ny befolkningsundersøgelse fra Karolines Køkken. Undersøgelsen er foretaget via Epinions Danmarkspanel blandt 2.000 danskere.

At den traditionelle hverdagsmad oftest er på menuen hos danskerne, kommer ikke bag på Tove Færch, der har været leder af Karolines Køkken gennem 23 år.

De samme fem-seks retter
- Danskernes foretrukne hverdagsretter har været stabile de seneste tre år, hvor vi har spurgt ind til danskernes hverdagsmad. Vi kan også se, at retterne i toppen af listen ligger utrolig tæt. Det tyder på, at det er de samme fem-seks hverdagsretter, mange danskere gentager uge efter uge. Godt halvdelen af danskerne laver jævnligt pasta med kødsovs, stegt kylling og frikadeller, fortæller Tove Færch.

Men selvom de fleste favoritretter er gengangere fra tidligere år, er det positivt, at netop disse retter pryder aftenmenuerne i de danske hjem, mener hun.

- Livretterne rimer måske ikke på Michelin, men til gengæld rummer de god mulighed for variation og for at få flere grøntsager i kosten. Eksempelvis kan man rive squash eller gulerod i kødsovsen, og kyllingen kan serveres med forskellige salater med årstidens grønt. Lasagnen kan også nemt peppes op med frisk spinat, snittede grøntsager eller varieres med fisk eller kylling i stedet for hakket oksekød, siger Tove Færch.

Danskernes livretter

De hverdagsretter, som danskernes oftest laver er:

  • Pasta med kødsovs (55 procent).
  • Stegt kylling med kartofler/grøntsager (53 procent).
  • Frikadeller (51 procent).
  • Lasagne (47 procent).
  • Salat (46 procent).
  • Rugbrød med pålæg (45 procent).

Kilde: Karolines Køkken via Epinions Danmarkspanel blandt 2.000 danskere.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: