På økologisk pub i London

London – Duke of Cambridge er den britiske millionbys eneste certificerede økologiske gastro-pub. Den har vundet et hav af priser og er bestemt et besøg værd.

Stemningen i pubben er afslappet og hyggelig og især sidst på ugen er der næsten altid fyldt med mennesker, fortæller Dominic Bailby. Foto: Gustav Bech

Ved første øjekast ligner Duke of Cambridge i London-bydelen Islington enhver anden pub. Hverken navnet eller skiltet med hertugen, der troner højt over den blåmalede facade adskiller sig væsentligt fra Storbritanniens øvrige mere end 50.000 public houses.

Gennem døren træder man direkte ind i et stort lokale med stole og borde i alle størrelser og i den fjerneste ende en lang bar. Interiøret er rustikt med rå mursten på væggen og synlige bjælker i loftet. Både stole og borde kunne være købt på et loppemarked og ser ud som om, de kan holde til lidt af hvert.

Duke of Cambridge er Londons første og hidtil eneste økologisk certificeret gastro-pub – som navnet antyder en mellemting mellem en traditionel pub og en restaurant. Det store lokale er forbeholdt de gæster, der kommer for at slukke tørsten og få en sludder med venner og bekendte, mens maden serveres i to tilstødende, mindre lokaler for de spisende gæster.

Blev økologisk i 1998
Duke of Cambridge har en historie, der rækker mere end 150 år tilbage i tiden, men blev dog først økologisk for 11 år siden.

Hvordan er reaktionerne og betyder det overhovedet noget for kunderne, at al mad, øl og vin er økologisk?

- Ja, til en vis grad, svarer pubbens daglige leder, Dominic Bailby.

- Jeg tror ikke, alle vores kunder kommer på pubben, fordi den er økologisk. Nogle kommer fordi de er nysgerrige, og vil se hvad det indebærer at være en økologisk restaurant og pub, andre kommer fordi, de går op i hvad de spiser og en hel tredje gruppe kommer her, fordi de lægger vægt på, hvordan den mad, de spiser, er produceret.

Duke of Cambridge ejes af Geetie Singh.

Natur og miljø
- Det er stadig svært at bevise sort på hvidt, at økologisk mad er bedre for dig og din sundhed, men til gengæld mangler vi ikke beviser for, at økologi er bedre for både natur, miljø og dyrevelfærd. Personligt er jeg overbevist om, at økologisk mad er sundere, understreger Dominic.

Han er en ung mørkhåret fyr omkring de 30, som er færdig med studierne. Jobbet som bartender, tjener og daglig leder valgte han, da han for et par år siden vendte tilbage til London efter rejser i udlandet og fik det tilbudt af pubbens ejer.

- Jeg har tidligere arbejdet her, kommer godt ud af det med ejeren og sympatiserer 100 procent med vores forretningsfilosofi og de økologiske holdninger, forklarer han.

Stemningen i pubben er afslappet og hyggelig og især sidst på ugen er der næsten altid fyldt med mennesker, fortæller Dominic Bailby.

Stemningen i pubben er afslappet og hyggelig, og især sidst på ugen er der næsten altid fyldt med mennesker.

- Ugens første dage er som regel de mest rolige. Hen over ugen stiger antallet af gæster for at kulminere i weekenden. Der kan virkelig kan være tryk på en fredag eller lørdag aften, siger han.

Et fyrtårn
The Duke of Cambridge er en værdibaseret virksomhed, der har vundet et utal af priser og hædersbevisninger og betragtes som en pionervirksomhed, et fyrtårn, når det gælder etik, miljø og økologi.

Da den britiske økologi-organisation, Soil Association, for nylig uddelte årets priser for innovation og kvalitet til økologiske virksomheder og privatpersoner, foregik det som den naturligste ting i verden på – Duke of Cambridge. Og når aviserne med jævne mellemrum kårer pubber og spisesteder indenfor forskellige kategorier, falder valget ikke sjældent på Duke of Cambridge.

Miljøaktivist
Ejeren af den økologiske gastropub er en ung kvinde af asiatisk oprindelse, Geetie Singh, som i øjeblikket er på barselsorlov. Hun voksede op i et økologisk bevidst kollektiv i Midtengland og blev dybt desillusioneret, da hun senere som voksen begyndte i restaurationsbranchen og fandt ud af, hvor galt det står til med etik, miljø og bæredygtighed.

- Om jeg er en miljøaktivist eller en restauratør? Tjah. Jeg tror ikke, man kan gøre hvad jeg gør uden at være pokkers god til sit job. Men jeg vil sige, at begge dele er lige vigtige for mig. Mad er min store kærlighed, men mad for enhver pris? Aldrig i livet, erklærer Geetie Singh.

To fluer med et smæk
Den økologiske gastropub besøges hver uge af mindst 1000 kunder, anslår Dominic, som oplyser, at 60 procent af omsætningen kommer fra madsalget.

- Vi er en pub, der er specialiseret i at lave god mad. Vores gæster slår to fluer med et smæk. De får den gode stemning og atmosfære som i en pub og kan samtidig nyde mad af en kvalitet, som man forventer på en restaurant, forklarer han.

Duke of Cambridge, 30 St Peter’s Street, Islington, NI 8JT. www.dukeorganic.co.uk

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: