Økologiske produkter fylder mere og mere i indkøbskurven. I dag køber otte ud af ti forbrugere økologiske varer ofte eller hver gang, de køber ind i supermarkedet.
Tendensen er især båret af børnefamilier og kvinder. Og for tre ud af ti forbrugere, der køber økologisk, er det vigtigere i dag, end det var for blot tre år siden.
Det viser en ny befolkningsundersøgelse fra Epinion, offentliggjort af mejerikoncernen Arla Foods.
Frugt, grønt, æg og mælkeprodukter
Vi prioriterer især, at frugt og grønt, æg og mejeriprodukter er økologiske.
Camilla Blicher Simonsen, kategoridirektør for ost hos Arla Danmark, er overbevist om, at den økologiske tendens vil fortsætte.
- Undersøgelsen viser, at danskernes interesse for økologi bliver ved med at stige. Danskerne er blevet mere bevidste om de madvarer, de spiser. Det sker blandt andet i takt med, at danskerne har større fokus på sundhed. Vi kan også se i undersøgelsen, at mejeriprodukter er et af de områder, hvor flest danskere prioriterer økologi. Det er naturligvis en udvikling, som vi følger nøje, fortæller hun.
Økologi flytter ind med barnevognen
Økologi er særligt vigtigt for børnefamilierne. Hver fjerde børnefamilie har økologiske produkter i indkøbskurven, hver gang de køber ind mod kun hver syvende, hvis man ser på hele befolkningen.
Således peger undersøgelsen på, at økologi fylder mere, når der kommer børn ind i billedet. Og det er især kvinderne, der er bevidste om økologi. Knap hver femte kvinde køber økologiske produkter hver gang, de handler ind. For mændene gælder det hver ottende.
Langt de fleste danskere er tilfredse med det økologiske udvalg af mejeriprodukter. En mejerikategori, hvor danskerne savner økologiske alternativer er dog smøreost. Og også her, er det børnefamilierne, der skiller sig ud. Hver syvende børnefamilie peger på, at de savner økologisk udvalg af smøreost.
- Vi lytter til forbrugerne og udvikler hele tiden produkter på baggrund af deres behov. Derfor arbejder vi allerede på at kunne lancere økologiske smøreoste i år. For vi vil gerne være med til at sikre, at danskerne får mulighed for at vælge mellem flere økologiske alternativer af smøreost, som hidtil har været et niche produkt, lyder det fra Camilla Blicher Simonsen.