Hvis ikke der kommer et oprør FRA midten, kommer der et oprør MOD midten, skriver Dagbladet Information. I denne måned er det 40 år siden, bogen »Oprør fra midten« udkom.
Bogen var skrevet af den tidligere radikale kulturminister Kristen Helveg Petersen, filosoffen Villy Sørensen og den dengang 42-årige professor i fysik, Niels I. Meyer fra DTU, kendt som fortaler for vedvarende energi.
Det var Niels I. Meyer, der tog initiativ til bogen. Forinden var udkommet »Grænser for Vækst«, rapporten fra Romklubben, der ved hjælp af datidens avancerede computermodeller for første gang kunne dokumentere, at den globale vækstøkonomi ikke kunne fortsætte uden at drive rovdrift på Jordens ressourcer og selve vores naturgrundlag.
Fem år senere eksploderede et oprør, udløst af det samarbejde, de tre gennemførte. Et Oprør fra midten som ved sin kraft overrumplede alle, ikke mindst oprørets grundlæggere.
Kampskrift solgt i over 100.000 eksemplarer
Trekløverets kampskrift blev solgt i over 100.000 eksemplarer, dannede grundlag for etablering af lokalgrupper og studiekredse, udgivelse af et blad og en stribe bøger samt intens debat i medier og forsamlingshuse. Dertil blev kampskriftet oversat og udgivet i Norge, Sverige, Island, Tyskland, Storbritannien og USA.
Både Helveg Petersen og Villy Sørensen er døde, oprøret fra dengang er dødt, og Meyer, 88 år gammel, sidder i sin stol i hjemmet i Hørsholm og spekulerer over, hvad der egentlig skete dengang, hvor oprøret blev af, og hvad vi kan have lært af det. Og hvorfor oprøret dog ikke bryder ud i dag i en situation, hvor den kapitalistiske vækstøkonomi mere end nogensinde har afsløret sig som hjerteløs, ulighedsskabende og miljø- og klimanedbrydende.
- Det var galt dengang, i dag er det forfærdeligt, siger den gamle midteroprører til Information.
LINK:
Information: Hvis ikke der kommer et oprør FRA midten, kommer der et oprør MOD midten