Økologiske landbrug over hele landet inviterer børn og voksne med, når stalddørene åbnes, og køerne bliver lukket på græs til Økodag.
Den officielle åbning af det, der er blevet Danmarks største nationale fødevare- og landbrugsbegivenhed finder i år sted på gården Sommerbjerg i Ejstrupholm og er en del af Aarhus Kulturby 2017.
65 økologiske gårde over hele landet inviterer til Økodag, hvor man kan opleve øko-køerne danse af begejstring, når de bliver lukket ud på græs efter en vinter i stalden.
Køerne giver den gas
- På søndag åbner økologerne dørene og viser deres landbrug og glade øko-køer frem for omverdenen – så danskerne kan se og mærke hvilken forskel, de gør, når de vælger økologi, siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening, der personligt glæder sig meget til dagen.
- Økodag markerer alliancen mellem de økologiske landmænd og forbrugerne og sætter fokus på, hvad vores mad handler om: At den kommer fra jorden, at der står mennesker bag, og at dyrene skal have et godt liv, siger han.
- Økodag er en festdag for både de økologiske køer og de tusindvis af danskere, der deltager. Oplevelsen er lige magisk hvert år: Synet af de begejstrede dyr, der ligesom speedway-kørere gasser op i højspændt forventning før de slippes løs i deres rette element – på frisk forårsgræs under åben himmel, siger han og understreger, at alle økologiske køer er på græs i sommerhalvåret.
Runder halvanden million gæster
Økodag er den største nationale fødevare- og landbrugsbegivenhed i Danmark. Siden eventen første gang fandt sted i 2005 er antallet af deltagere steget fra 10.000 til sidste år 237.000 børn og voksne.
Økodag er en mulighed for, at de mange danske børn, der ikke har en naturlig tilknytning til landbruget, kan besøge en gård, siger projektleder Birgitte Nygaard fra Økologisk Landsforening.
- Økodag er en sjov og hyggelig forårssøndag, hvor man kan komme helt tæt på dyrene, smage på mælken, møde den økologiske landmand og blive klogere på, hvad økologi er. Her kan forældre og bedsteforældre tage deres børn og børnebørn med ud og opleve, at øko-mælken ikke kommer fra en karton, men fra en økologisk malkeko. For mange børn er det en stor oplevelse, første gang de står overfor en levende ko. En oplevelse, der er med til at give dem en forståelse af madens rejse fra jord til bord, siger hun.
Musik til (ø)ko-dansen ved den officielle åbning
Den officielle åbning af Økodag finder sted på Sommerbjerg ved Ejstrupholm og er samtidig en del af Aarhus Kulturby 2017. Her vil a capella-koret Vocal Line fra Aarhus varme op til og akkompagnere køernes dans med et musikalsk indslag efter åbningstaler ved gårdejer Mads Helms og Økologisk Landsforenings formand, Per Kølster.
Økodag koordineres af Økologisk Landsforening i samarbejde med de økologiske landmænd og deres mejerier.
Kilde: Økologisk Landsforening
Find dine lokale Økodag-værter på www.økodag.dk og læs mere om, hvad der sker på de enkelte gårde. Gårdene holder åbent mellem kl. 10 og 14 søndag den 23. april, og stalddørene slås op præcis klokken 12 over hele landet.