Presset på jordens svindende ressourcer er voldsomt stigende, fordi flere forbruger mere. Op gennem det 20. århundrede er verdens samlede materialeforbrug steget med 3400 procent, og alene siden 1995 er råvarerne i gennemsnit steget med 150 procent.
Det er en kæmpe udfordring for virksomhederne, men den rummer samtidig helt nye forretningsmuligheder. Der venter et regulært erhvervseventyr for de virksomheder, som formår at udvikle nye produkter og processer, der trækker mindre på ressourcerne eller formår at bruge de samme ressourcer igen og igen.
Derfor nedsætter miljøminister Ida Auken i dag et Erhvervspanel for Grøn Omstilling. I løbet af det næste halve år skal panelet komme med bud på, hvordan man laver en grøn omstilling af Danmark til gavn for virksomheder, vækst og miljø.
Vi skal gribe mulighederne
- Regeringen er optaget af, at danske virksomheder fører an i det grønne erhvervseventyr. Vi skal gribe mulighederne og koble den grønne dagsorden med vækst, så vores svar på krisen bliver at gøre ressourceeffektiviteten til en vækstmotor – med flere arbejdspladser som resultatet, siger miljøminister Ida Auken.
- Hvis vi i Danmark gør det bedre, hurtigere og mere innovativt end de andre, bliver omstillingen ikke bare en gevinst for verdens ressourcer og det hjemlige miljø, men i allerhøjeste grad også for danske virksomheders konkurrenceevne og eksportmuligheder i verden, siger hun.
Erhvervspanelet består af 16 udvalgte personer fra virksomheder, erhvervsorganisationer, forskningsmiljøer, grønne organisationer og arbejdsmarkedets parter. Panelet skal mødes fem gange og afleverer sine anbefalinger kort efter sommerferien. Miljøministeren håber, at panelets anbefalinger kan bruges i udformningen af regeringens nye erhvervs- og vækstpolitik.
- Jeg vil bede panelet tænke langsigtet og gerne utraditionelt og visionært. Der er ingen hellige køer. Vi skal handle hurtigt, fokuseret og innovativt, hvis det skal lykkes os at vende ressourcepresset til en fordel for virksomhederne. Vi kan ikke blive ved med at leve af fortidens succeser på det grønne område, men må finde nye veje til vækst, siger miljøminister Ida Auken.