Ole Birk Olesen åbnede ny national cykelrute

TRANSPORT – Transportminister Ole Birk Olesen indviede forleden den nye nationale cykelrute 8 – Østersøruten, der over 820 kilometer snor sig gennem det sydlige Danmark fra Padborg i vest til Møn i øst. Ministeren trampede selv i pedalerne et stykke af vejen.

Østersøruten er en af de 11 nationale danske cykelruter og er 840 kilometer lang.

Forårsvejret viste sig fra sin pænere side, da transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) som en af de første fik mulighed for at cykle et stykke af den i alt 820 kilometer lange nye nationale cykelrute 8 – Østersøruten, da den officielt blev indviet i Svendborg i sidste weekend.

Ruten har fået sit navn, fordi den snor sig som et ottetal gennem naturskønne veje og kendte købstæder i det sydlige Danmark; fra Padborg over Svendborg til Møn – og tilbage igen – ligesom den forbinder fem færgeforbindelser og otte broer.

Flere cykelturister
Ole Birk Olesen håber, at den nye cykelrute kan lokke endnu flere cykelturister til fra både Danmark og udlandet.

- Jeg er glad for, at den nye Østersørute har fået en forbedret skiltning, så ruten nu kan tages i brug af de mange danske og udenlandske turister, der gerne vil opleve Danmarks natur og kultur på allernærmeste hold, siger Ole Birk Olesen.

- Den nye skiltning gør det også muligt at påbegynde sin tur, hvor end man vil på ruten og stadig få en god helhedsoplevelse af de gamle købstæder og nationale seværdigheder, man passerer undervejs, så jeg håber, at det vil være med til at gøre det til en spændende destination for alle cyklister, siger han.

Samarbejde på tværs af kommuneskel
Det er første gang, at en national cykelrute bliver udviklet på tværs af så mange kommunegrænser. De 17 kommuner, som man kommer igennem på ruten, har alle samarbejdet med Vejdirektoratet om den omfattende ruteskiltning, der er finansieret af midler fra Transport-, Bygnings- og Boligministeriets cykelpuljer. Skiltningen er ensartet, så man har mulighed for at finde vej og følge ruten, hvor end man påbegynder den.

Den officielle åbning i dag bliver senere fulgt op af et forpligtende nationalt, strategisk samarbejde mellem Dansk Kyst- og Naturturisme, VisitDenmark, Dansk Cykelturisme, Vejdirektoratet, Destination Fyn, Destination Lillebælt, Business Lolland-Falster, Visit Vestsjælland, VisitSydsjælland-Møn, Destination Sønderjylland og Naturturisme.

FAKTA om Østersø-ruten
  • ​Ruten er godt 820 km lang og er formet som et 8-tal med krydsning i Svendborg.
  • Den samlede rute løber fra den dansk-tyske grænse ved Padborg, gennem det sydfynske øhav, henover Lolland, Falster, Møn, Sydsjælland, over Fyn, videre mod Lillebælt, indtil ruten føres gennem Syd- og Sønderjylland tilbage til Padborg.
  • Ruten er karakteriseret ved at være kystnær, går ad naturskønne veje, passerer gamle købstæder og forbi nationale og lokale seværdigheder.
  • Ruten bindes sammen af fem færgeforbindelser og otte broer.

Kilde: Vejdirektoratet

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: