Et sted i Fødevarestyrelsen ligger en hemmelig liste over cirka 50 svinefarme, hvor der er blevet fundet MRSA-bakterier. Siden det i maj kom frem, at fire danskere inden for de seneste par år er døde af netop den bakterie, har problemet været på dagsordenen.
De to journalister Nils Mulvad og Kjeld Hansen har i to et halvt år forsøgt at få aktindsigt i listen, så offentligheden kunne få kendskab til, hvilke svinefarme der er smittede. Efter en lang kamp, der blandt andet er gået gennem ombudsmanden, har de to journalister myndighedernes ord på, at listen med de inficerede svinefarme skal udleveres. Alligevel er listen stadig hemmelig.
Ulden sag
Det skyldes, at Fødevarestyrelsen har lavet en ny afgørelse, der er så usædvanlig, at to forvaltningsretseksperter ikke har set lignende før. Eksperterne kalder afgørelsen for henholdsvis ”mærkelig” og en ”ulden sag”.
Journalist Nils Mulvad mener, at Fødevarestyrelsen – og ministeriet for den sags skyld – har gjort sig så umage med at holde listen hemmelig, at der kun kan være en forklaring: Hensynet til de store økonomiske interesser, som ligger i den danske svineindustri. Til Journalisten siger han:
- Jeg har svært ved at forestille mig andet end, at det her handler om det nære forhold, der er til Landbrug & Fødevarer. De er så stærke, at man i strid med loven tager hensyn til dem frem for til borgerne, siger Nils Mulvad, som henviser til landbrugets interesseorganisation.
Han er ikke alene med den betragtning. Både en professor fra Syddansk Universitet og en tidligere medarbejder i Fødevarestyrelsen mener, at styrelsen af hensyn til fødevareindustrien i nogle tilfælde har tilbageholdt vigtig information om potentielle risici over for befolkningen.
- Der tegner sig et mønster. Hvem er det, som beslutningerne om at holde informationerne tilbage kommer til gode? Det er i hvert fald ikke forbrugerne. Det er mange penge, der er involveret, og de vil gerne stå sig godt med erhvervene, siger Orla Zinck, der selv har arbejdet 10 år i Fødevarestyrelsen og derefter fem år som konsulent med speciale i fødevaresikkerhed.
Læs hele artiklen De hemmelige svin på journalisten.dk