Økonomisk vækst skaber ustabilitet og truer demokratiet

MILJØ – Forskere og politikere mødes til konference for at diskutere hvordan man kan forbedre livskvaliteten, begrænse overforbruget af ressourcer, rette op miljø og klima og dæmme op for den stigende økonomiske ulighed.

Politikernes mantra om den økonomiske vækst er urealistisk, mener bekymrede forskere fra hele Europa.Foto: Colourbox

Det stædige fokus på vækst splitter vore samfund, skaber økonomisk ustabilitet og underminerer demokratiet.

Det mener 236 forskere fra Europa, der alle er medunderskrivere på et debatindlæg, der mandag bringes i flere end ti aviser, herunder britiske The Guardian og franske Libération.

Det skriver Politiken, der også bringer indlægget. Det hedder blandt andet:

»Vækst er også blevet sværere at opnå på grund af aftagende produktivitetsstigninger, mætning af markedet og ødelæggelser af økosystemerne. Hvis disse tendenser fortsætter, vil Europa muligvis opleve nulvækst i løbet af det kommende årti. Lige nu forsøger vi at stimulere væksten ved at øge gældsætningen, ophæve miljølove, øge arbejdstiden og afvikle det sociale sikkerhedsnet. Dette stædige fokus på vækst for enhver pris splitter vore samfund, skaber økonomisk ustabilitet og underminerer demokratiet«, skriver forskerne.

Bekymrede forskere fra hele Europa
Medunderskriverne kalder sig »en gruppe bekymrede samfunds- og naturvidenskabelige forskere fra hele Europa«. De mener, at magthaverne ikke har »været villige« til at se problemerne med øget vækst i øjnene.

Debatindlægget kommer i forbindelse med en konference i Bruxelles i denne uge, hvor forskere og politikere mødes og debatterer udfordringerne ved at have øget vækst som et lands vigtigste mål.

Konferencen er organiseret af europaparlamentarikere fra fem forskellige parlamentariske grupper samt faglige og private organisationer.

Muligheden for post-vækst økonomi i Europa
Formålet med konferencen er at udforske mulighederne for en »postvækst-økonomi« i Europa, skriver Politiken.

Siden 2008 har vækstkritiske konferencer med jævne mellemrum tiltrukket tusinder af deltagere, og samtidig har et europæisk forskningsnetværk udviklet nye økologiske makroøkonomiske modeller.

»Disse initiativer antyder, at det er muligt at forbedre livskvaliteten, rette op på miljøets tilstand, begrænse uligheden og sikre mennesker meningsfulde job – alt sammen uden behov for økonomisk vækst«, står der i debatindlægget.

Men, skriver forskerne, det kræver, at »vi ellers tager politiske skridt til at sætte os ud over vores nuværende afhængighed af vækst«.

Nogle af de foreslåede forandringer indebærer begrænsninger på samfundets ressourceforbrug, progressiv beskatning for at dæmme op for den stigende ulighed og en gradvis reduktion af arbejdstiden.

Flere danske forskere er medunderskrivere af debatindlægget.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER:

  • Søg efter relaterede artikler. Anvend søgefunktioen nederst i venstre hjørne og indtast dit søgeord.