Økologiske produkter kæmper om guldet

ØKOLOGI – Mere end 100 forskellige økologiske produkter har meldt sig til konkurrencen om at vinde Økologisk Gudl. Vinderen kåres på fødevaremessen Foodexpo i Herning.

Over 100 forskellige økologiske produkter går efter guldet på fødevaremessen Foodexpo.

Ingefær kombucha, linsehummus, flydende urter, græsyoghurt, svedjerug og mousserende te er blandt de mere end 100 nye økologiske produkter, som har meldt sig til konkurrencen om at vinde brancheprisen »Økologisk Guld«.

Konkurrencen finder sted i forbindelse med fødevaremessen Foodexpo, som begynder søndag i Herning. Vinderen kåres mandag aften, oplyser Økologisk Landsforening.

Prisen, der blev uddelt første gang for 16 år siden, sætter fokus på de mest innovative og velsmagende øko-produkter og udvælges dels af et professionelt dommerpanel og dels af gæsterne på messen.

- De danske øko-producenter udvikler hele tiden nye, spændende økologiske varer af høj kvalitet, og det vil vi gerne hylde, siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.

- Det høje innovationsniveau og den konstante produktudvikling indenfor økologi er med til at gøre det rigtig interessant at være økologisk forbruger eller kunde i de professionelle køkkener. Det spiller en afgørende rolle for den massive vækst, vi ser i salget af økologiske varer i både dagligvarehandlen og foodservice-sektoren. Til Foodexpo er hele branchen samlet, så det er en fantastisk og oplagt ramme for Økologisk Guld, siger han.

Gæster og dommere udvælger produkter
De økologiske fødevareproducenter har selv tilmeldt deres produkter til den særlige guld-stand, som er placeret i Hal J1 – en af tre øko-haller til Foodexpo. Her kan gæsterne fra messens åbningsdag søndag den 18. marts gå på opdagelse og stemme på deres favoritprodukt.

Om mandagen den 19. marts kommer to hold af professionelle dommere på banen. Om formiddagen nominerer et detail-dommerpanel og et foodservice-dommerpanel tre produkter indenfor henholdsvis tre og fire kategorier: mejeri, drikkevarer, kolonial samt kød og pålæg.

Om eftermiddagen voterer dommerne om, hvem der skal løbe med guldet. Og om aftenen kåres vinderne i forbindelse med Økologisk Brancheaften, hvor også messegæsternes favoritprodukt udpeges.

Det professionelle dommerpanel bedømmer produkterne blandt andet ud fra kriterier som innovationsgrad, værdi for pengene, smag, emballage og produkthistorie.

Kun produkter som er introduceret efter 1. april 2016, kan deltage i konkurrencen.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: