Økologiske køers velfærd helt i top

Økologi – Fødevarestyrelsen giver økologiske mælkeproducenter topkarakter efter en målrettet veterinær-kontrolkampagne i foråret. Forbrugerne får virkelig velfærdsbonus for pengene, når de køber økologisk, lyder det fra fødevareministeren.

Fødevarestyrelsen giver økologiske mælkeproducenter topkarakter.

Ud af 5.500 køer var der blot tre køer, som gav anledning til bemærkninger, da Fødevarestyrelsens veterinære rejsehold var på uanmeldt besøg hos 50 økologiske mælkeproducenter i foråret.

I to tilfælde blev der givet påbud om forbedringer og i det sidste blot en indskærpelse. Kontrollen var særlig målrettet forhold omkring eventuelt syge dyr, og resultatet betegner Fødevarestyrelsen som det bedste kontrolresultat nogensinde.

- Resultatet af forårets kontrolkampagne dokumenterer, at de økologiske landmænd har godt styr på håndteringen af syge og tilskadekomne køer i deres besætninger, og at det godt kan lade sig gøre at drive moderne kvægbrug og samtidig give dyrene en god behandling, siger Flemming Kure Marker, leder af Veterinærrejseholdet i en pressemeddelelse fra Fødevarestyrelsen.

Generel højere sundhed hos økologiske køer
I denne tid er de økologiske køer på græs – hvilket de 150.000 danskere, som var med til at lukke dem ud til Økodag i april – sikkert husker. Adgangen til græs, frisk luft og motion lader til at have en markant effekt på køernes generelle sundhed. De økologiske malkekvægsbesætninger har et meget lavt medicinforbrug og en lavere dødelighed blandt køerne sammenlignet med gennemsnittet i ikke-økologiske besætninger.

- Græsmarken er koens naturlige element. Det behov forsøger vi efter bedste evne at tilgodese i økologisk kvægbrug. Kontrolresultatet bekræfter os i, at det er den rigtige vej, vi er inde på, siger Evald Vestergaard, formand for Økologisk Landsforening og selv økologisk mælkeproducent.

Velfærdsbonus for forbrugerne
For fødevareminister Mette Gjerskov underbygger kontrolresultaterne den store troværdighed om Ø-mærket og reglerne bag.

- Forbrugerne får virkelig velfærdsbonus for pengene, når de køber økologisk, siger Mette Gjerskov.

- Først og fremmest fordi der stilles skrappere krav til dyrevelfærden hos økologiske dyr – men også fordi vi nu kan se, at de skrappe regler rent faktisk bliver overholdt. Det er virkelig positivt, at de økologiske landmænd har et højt niveau, når det kommer til dyrevelfærd, så vi kan levere kvalitetsprodukter fra dyr, der har det godt, lyder det fra fødevareministeren.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: