Økologiske høns slipper ud i det fri på onsdag

ØKOLOGI – På onsdag må økologiske fjerkræavlere og hobbyavlere omsider lukke hønsene ud i det fri. Fødevarestyrelsen ophæver forbuddet, som i næsten et halvt år har tvunget alle fjerkræavlere til at holde deres dyr inden døre.

På onsdag 12. april må økologiske høns for første gang i næsten et halvt år komme ud i det fri. Foto: Colourbox

Fødevarestyrelsen finder nu så få vilde fugle, der er smittet med fugleinfluenza, at man er klar til at afblæse alarmen, der har tvunget økologer og hobbyavlere til at holde deres dyr i stalden.

Udstillinger og andre samlinger af fugle og fjerkræ vil igen blive tilladt. Begge dele vil fremgå af en bekendtgørelse, som kan træde i kraft fra og med onsdag.

- Der vil altid være en risiko for fugleinfluenza, men den er nu lavere end tidligere. Desuden har mange høns været holdt inde meget længe, ofte under forhold som ikke er egnet til det, når vejret bliver varmere. Så det er ud fra denne samlede vurdering, at vi nu slipper hønsene ud, siger veterinærdirektør Per Henriksen, Fødevarestyrelsen.

Indført i november
Staldpligten blev indført i november 2016, da vilde fugle blev fundet med fugleinfluenza. Siden har fjerkræ været holdt under tag for at forhindre smitte fra vilde fugle. Der er fundet 81 døde, vilde fugle i Danmark smittet med fugleinfluenza H5N8.

Der er kun fundet meget få tilfælde af fugleinfluenza hos danske fjerkræ under epidemien.

- Selv om staldpligten har været besværligt for mange, må vi konstatere, at den har virket. For Danmark er sluppet langt nemmere ud af fugleinfluenzaen end det øvrige Europa, hvor otte millioner fugle er aflivet. Vi har kun haft to udbrud i små besætninger, siger veterinærdirektør Per Henriksen, Fødevarestyrelsen.

Det ene udbrud af fugleinfluenza i Danmark betød, at al eksport af fjerkræ blev indstillet. Danmark blev først 22. februar 2017 erklæret for fugleinfluenza-frit område. Herefter er eksporten til blandt andet Sydkorea blev genoptaget.

Serviceeftersyn af regler
Fødevarestyrelsen kommenterer ikke kritikken, der har været rejst af det mange kalder »forældede regler«, men lover dog i en pressemeddelelse, at Fødevarestyrelsen i forbindelse med evalueringen af epidemien »at foretage et servicetjek af reglerne sammen med branchen«.

Fødevarestyrelsen vil endvidere anmode EU-Kommissionen om at vurdere mulighederne for, om man med mindre restriktive krav til overdækning og indhegning, ville kunne sikre en tilstrækkelig smittebeskyttelse af fjerkræ, så konsekvenserne for dyrevelfærden ad den vej kan blive reduceret.

De økologiske regler kræver, at dyrene har adgang til det fri og til at kunne udfolde deres naturlige adfærd. Disse regler har Fødevarestyrelsen tilsidesat for at beskytte fjerkræindustriens eksportinteresser, mener kritikerne.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: