Til sommer åbner Randers Regnskov første fase af den store Danmarks Park, hvor publikum vil blive ført gennem det danske landskab, som det har udviklet sig gennem historien. Parken fører de besøgende frem til i dag, hvor svin og kvæg er blandt de mest almindelige større dyr her i landet.
For at vise husdyrenes liv har Randers Regnskov indgået et usædvanligt samarbejde med Friland om at bygge en levende udstilling. Her kan de 300.000 årligt besøgende opleve køer og grise under forhold, som svarer til en moderne økologisk produktion eller frilands-produktion, oplyser Danish Crown.
Permanent sted
Frilands direktør Karsten Deibjerg Kristensen glæder sig over samarbejdet med Randers Regnskov.
– Vi lægger stor vægt på at vise omverdenen, hvordan husdyrene har det i landbruget, men vi har manglet et permanent sted, hvor forbrugerne kunne se de levende dyr og deres forhold. I Randers Regnskov har vi fundet en perfekt samarbejdspartner med stor erfaring i at formidle overfor et stort publikum, siger Karsten Deibjerg.
Nyt for Randers Regnskov
Det er første gang Randers Regnskov indgår en aftale med en kommerciel virksomhed om opbygning af en attraktion, men regnskovens direktør, Henrik Herold, ser frem til den nye form for samarbejde.
– Det er nyt for os. Derfor glæder det mig, at aftalen indgås med en virksomhed som Friland. Vi er begge stærkt engageret i at passe på naturen og sikre dyrenes liv. Derfor er vores samarbejde med Friland mere end blot en sponsoraftale. Vi ser det som starten på et løbende samarbejde om at rette fokus på dyrenes og naturens vilkår, siger Henrik Herold.
Danmarks Park er samtidig Randers Regnskovs portal til det 120 ha store naturareal, Vorup Enge, hvor det er muligt at opleve de dyr, som gennem historien, har præget det danske landskab.