Økologiske grise skal bedøves, før de kastreres

ØKOLOGI – Danmarks største producent af økologisk kød, Friland i Randers, går nu i spidsen med at forbedre dyrevelfærden, når smågrise kastreres.

En økologisk so går sammen med sine grise i mindst syv uger, mens de langsomt vænner sig til at æde græs og almindeligt foder. Foto: Ulla Skovsbøl

Op imod 40.000 små han-grise bliver hver dag kastreret – uden bedøvelse. Fra nytår 2019 er målet, at alle smågrise skal bedøves før snittet.

Men Friland tyvstarter og kræver, at deres landmænd går i gang med bedøvelse allerede fra 1. maj. Det skriver DR Østjylland.

Friland starter tidligere, fordi dyrevelfærd er et vigtigt punkt, siger direktør Henrik Biilmann.

- Det gør vi, fordi det er en af udfordringerne ved vores produktion, at han-grise skal kastreres. Og når nu muligheden er der, så vil vi på plads så hurtigt som muligt, siger Henrik Biilmann til DR Østjylland.

Forventning om højere dyrevelfærd
Hangrisene, ornerne, skal kastreres, fordi deres kød ellers kommer til at smage dårligt, når det havner hos forbrugerne.

Og netop forbrugerne spiller en rolle for, at Friland nu går forrest.

- Frilandsgrise og økologiske grise er begge koncepter, hvor der er en forventning fra forbrugerne om, at vi er med til at løfte dyrevelfærden. Det har vi mulighed for på det område, siger Henrik Biilmann til DR.

De økologiske landmænd og landmænd med frilandsgrise vil i den kommende tid få et kursus i at lægge bedøvelsen.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: