Økologiske grise gav kæmpe overskud

ØKOLOGI – Danmarks største producent af økologisk grise, Bertel Hestbjerg, har opnået et overskud på 26,2 millioner kroner i sine tre selskaber. Det skriver Finans.dk.

Der er glade smil hos Marianne og Bertel Hestbjerg, der sætter økologi og dyrevelfærd i højsædet. Foto: Hestbjerg Økologi

Der er glade smil hos Danmarks største producent af økologisk grise. Bertel Hestbjerg, som ifølge finans.dk har opnået et overskud på 26,2 millioner kroner i sine tre selskaber.

Det er en markant forbedring hos Hestbjerg Økologi, Vestergaard Økologi og Gråstensminde Økologi, som sidste år havde et samlet resultat før skat på 20,5 millioner kroner.

Egenkapitalen er øget fra 36,6 til 51,6 millioner kroner på det store landbrug, som er fordelt på tre gårde. Hovedafdelingen ligger ved Idom syd for Holstebro.

Fantastiske priser
Bertel Hestbjerg og de øvrige økologiske svinebønder har i det seneste år været begunstiget af rekordhøje priser på økologisk svinekød.

- Det har været fint at have økologisk grise, og det er jo dejligt. Så er det ikke til at vide, hvad der sker fremover, siger Bertel Hestbjerg til Landbrugsavisen.dk.

Hans årlige produktion er på cirka 40.000 smågrise, og hans mål er at øge egen opfedning fra cirka halvdelen til 30.000.

Han hæfter sig ved, at produktionen af økologiske grise står til at vokse.

- Det er jo ikke raketvidenskab at lave en økologisk gris, og når andre kan se det går godt, så vil de jo også begynde på det. De fantastiske priser, jeg har haft, vil ikke holde ved, vurderer han ifølge landbrugsavisen.dk.

Hestbjerg Økologi begyndte midt i november sidste år at sælge Poppelgrise. De vokser op blandt nyplantede poppeltræer og har gået lidt længere hos deres mor end normalt. Foto: Hestbjerg Økologi

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: