Økologiske forbrugere køber mest på nettet

ØKOLOGI – Tre  fjerdedele af madsalget online er økologisk. Børnefamilier handler mest økologi på nettet, og onlinebutikker har ofte et meget stort udvalg af øko-varer.

De fleste supermarkeder har et stort udvalg af økologiske varer. Men online-butikker gør det lettere at vælge fra, og så kan man få bragt varerne lige til døren. Foto: Føtex

De økologiske forbrugere er nogle af de mest aktive på nettet, og online-butikker, der kan fremvise et stort udvalg af økologiske varer, har kronede dage.

Online-butikker, måltidskasser og abonnementsordninger som Aarstiderne og Meyers Madkasser tegner sig nu for 13,5 procent af den totale økologiske omsætning, viser tal fra analysebureauet GfK.

Ifølge Økologisk Landsforenings beregninger svarer det til, at den økologiske markedsandel hos fødevare-netshopperne er cirka 65 procent. Til sammenligning er den økologiske markedsandel af salget i dagligvarehandlen på 10 procent.

Tag tallene med et gran salt
- Tallene skal tages med et gran salt – der er tale om indikationer. Men nogle ret markante indikationer. Der er ingen tvivl om, at vi her taler om nogle meget bevidste forbrugere, som i høj grad går efter økologi, siger Henrik Hindborg, der er markedschef i Økologisk Landsforening.

GfK’s tal samles ind hos et repræsentativt panel på 2.000 danskere, der meget præcist oplyser, hvilke fødevarer de køber, og hvor de køber dem. Når man er nede i de små procenttal, vokser den statistiske usikkerhed imidlertid.

Nettet skærer butiksflimmer væk
Andelen af fødevarer, der bliver solgt på nettet, er vokset fra 0,9 til 1,9 procent fra 2015 til 2016.

I dag bliver der solgt fødevarer på nettet for cirka to milliarder kroner. Heraf tegner de økologiske varer sig for cirka 1,33 milliarder kroner, vurderer Henrik Hindborg.

- Det er især veluddannede børnefamilier fra de større byer, der køber fødevarer på nettet. Netop børnefamilierne har i de sidste par år trukket væksten i det økologiske salg, og de sætter sig i stigende grad foran computeren, når børnene er puttet. Her hjælper de tekniske muligheder dem med det, de går efter – nemlig økologiske varer, siger Henrik Hindborg.

I onlinebutikkerne er det lettere at vælge fra, og man skal ikke kan man vælge kun at få vist de økologiske varer, og hos virksomheder som Aarstiderne.com er hele udvalget udelukkende fra økologiske landbrug.

- Oplevelsen ved at handle i de fysiske butikker giver nogle ekstra indtryk, som onlinebutikkerne ikke kan levere. Omvendt skærer man en masse flimmer væk, når man handler på nettet, og det reducerer impulskøbene. Når man kun får vist økologiske varer, så konfronteres man ikke hele tiden med en merpris. Samtidig er udvalget af de økologiske varer ofte langt større end det, man kan finde i en discountbutik, siger Henrik Hindborg.

Avlerne byder ind

En betydelig del af øko-onlinesalget kan kobles op på en enkelt virksomhed. Nemlig den økologiske abonnementsordning Aarstiderne. I 2016 havde Aarstiderne en nettoomsætning på 566,7 millioner kroner. Dermed er salget mere end fordoblet siden 2012.

- En af de vigtigste årsager til, at det går så godt for Aarstiderne, er den nære kontakt med avlerne,  siger Annette Hartvig Larsen, administrerende direktør hos Aarstiderne.

- De byder ind med, hvad de har derude på markerne lige nu, og vi skriver opskrifterne og sammensætter kasserne derefter, siger hun i en pressemeddelelse fra Økologisk Landsforening.

Friske produkter og gode historier
Ifølge Aarstiderne giver det »superfriske produkter, variation og selvfølgelig alle de gode historier som følger med omkring de nye radiser, broccolien i blomst eller de friske hvidløg – hvordan det er dyrket, og hvorfor det er friskest lige nu«.

Hun peger også på, at Aarstiderne samtidig hjælper danskerne med en udfordring i hverdagen: Nemlig aftensmaden. Kunderne slipper således for at skulle bruge tid på at få idéen til måltidet, planlægge og købe ind samt tage stilling til, hvordan de gør det sundt uden at gøre det besværligt.

Nye tal fra analysefirmaet Nielsen viste forleden, at færdigretter til aftensmaden hitter som aldrig før hos danske forbrugere, der gerne vil slippe lettere om ved madlavningen.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: