Godt hjulpet på vej af mikrobryggerierne har danskerne for alvor fået smag for øl. Nu forudser dagligvarekoncernen Coop og bryggeribranchen, at økologisk øl kan blive det næste store hit, skriver Politiken.
I dag udgør økologisk øl omkring 2,5 procent af det samlede ølsalg i Coops kæder, som omfatter Irma, Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen og Fakta.
Men koncernen forventer, at der om fem år bliver solgt fire gange så meget økologisk øl i butikkerne.
Har firedoblet salget
- Det begynder at stige allerede i år, fordi store bryggerier som Carlsberg og Royal Unibrew lancerer en økologisk pilsner. Hvis vi kigger over en femårig periode, vil jeg tro, at vi får en firedobling af salget, så økologisk øl kommer op omkring 10 procent af ølsalget, siger informationsdirektør Jens Juul Nielsen fra Coop til Politiken.
Allerede i 1995 kom Thisted som det første danske bryggeri på markedet med en Økologisk Thy Pilsner, og bryggeriet har siden lanceret en række økologiske øl. Også Ørbæk Bryggeri var tidligt ude, og seneste har Bryghuset Svaneke lanceret en ny alkoholfri økologisk øl.
Ifølge Politiken fremstiller omkring halvdelen af Bryggeriforeningens 120 medlemmer økologisk øl.