Økologisk kyllingeavler bekymret over tysk gås

FUGLEINFLUENZA – Økologisk fjerkræproducent tæt på grænsen bekymret over fugleinfluenza i det nordlige Tyskland.

Det var ikke en god nyhed for kyllingeavler Hans Johnsen fra Møgeltønder, tæt ved den dansk-tyske grænse, da han forleden hørte, at en vildtlevende gås i det nordlige Tyskland har fået konstateret fugleinfluenza af typen H5N8.

- Det er jeg bestemt ikke glad for. Nu er influenzaen jo kommet tæt på. Så jeg ser på det her med alvor, siger Hans Johnsen til DR Syd.

Den økologiske fjerkræproducent har grund til at være bekymret. H5N8-virusset er meget dødbringende blandt især kyllinger og visse andre fugle, mens det ikke umiddelbart er farligt for mennesker. Derfor har han allerede taget sine forholdsregler.

Stop for besøgende
- Vi har stoppet med at have besøgende på gården. Vi kan jo ikke se, hvor folk har rejst henne. Og nu har vi fået influenzaen så tæt på. Og hvis folk har været ude i naturen og trådt i nogle ekskrementer fra en fugl, så kan de tage det med over til os. Derfor lukker vi ned for besøgende, siger Hans Johnsen.

Hvis influenzaen skulle smitte Hans Johnsens gård, så kan det i sidste ende få økonomiske konsekvenser for ham.

- Så skal mine dyr slås ned. Og så får jeg jo et stop i produktionen, indtil vi er klar igen. Og så kommer det til at koste mig nogle penge, siger han.

Fødevarestyrelsen opfordrer alle ejere af fjerkræbesætninger og hobbyavlere til at holde øje med deres fjerkræ, men fundet af den smittede gås, får ikke styrelsen til at hæve trusselsniveauet yderligere.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: