Økologisk eksport for over en milliard

Eksporten af danske økologiske fødevarer trodser krisen og sætter ny rekord. Siden 2006 er eksporten firedoblet og rundede i 2011 for første gang en milliard kroner.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, som hvert år opgør både import og eksport. Tallene viser, at eksporten sidste år voksede med 181 millioner kroner til 1,038 milliarder kroner.

Stolt minister
Det spirende økologiske eksporteventyr understøtter Fødevareministeriet blandt andet gennem midler til udvikling af nye produkter og målrettet eksportfremme.

- Jeg er meget stolt over væksten i eksporten af dansk økologi. Det viser, at grøn omstilling kan betale sig, siger fødevareminister Mette Gjerskov.

Hun ser de fine eksporttal som et bevis på, at det trods krisen i verdensøkonomien kan betale sig, at vi satser massivt på økologi.

- Derfor sætter vi ekstra turbo på økologi-eksporten gennem midler til udvikling af nye økologiske produkter og direkte eksportfremmende initiativer, der er en del af regeringens Økologisk Handlingsplan 2020, siger Mette Gjerskov.

Tyskland og Sverige er de største kunder
Landene i EU køber ca. 96 procent af den danske eksport. Tyskland alene tegner sig for 45 procent, mens Sverige kommer ind som nummer to med en andel på 18 procent af vores øko-eksporti 2011.

Som led i arbejdet med at fremme eksporten af økologiske varer uden for EU rejste fødevareministeren lørdag med Landbrug & Fødevarer til Kina for blandt andet at fremme dansk økologi i verdens folkerigeste land.

- Dansk økologi på udenlandske tallerkner betyder både nye grønne job og grøn omstilling i Danmark. Det betyder også, at vi kommer tættere på målet om at fordoble det økologiske landbrugsareal frem mod 2020. Derfor ser jeg frem til mine samtaler med både den kinesiske landbrugsminister og den kinesiske minister for import og eksport, så den voksende kinesiske middelklasse på sigt kan få adgang til gode danske øko-varer, siger Mette Gjerskov.

Mælk, ost og æg udgør halvdelen
Økolgisk mælk, ost og æg udgør med en andel på 49 procent halvdelen af eksporten og lægger man frugt og grønt til, når man op på 75 procent af den samlede økologiske eksport.

- Vi glæder os over, at økologisk frugt og grønt for alvor har fundet vej til de europæiske spiseborde, siger Klaus Bentzen, der er eksportchef i Økologisk Landsforening. Ifølge ham er eksporten af frugt og grønt er fordoblet fra 2009 til 2011.

Høje forventninger til fremtidig eksport
Thise mejeri har i øjeblikket stor succes med at sælge økologiske specialeoste på det tyske marked.  Også Ørbæk Bryggeri på Fyn har haft held med at sælge økologiske produkter som juice, sodavand og smoothies til både nære og fjerne eksportmarkeder.

- For os er eksporten vokset støt igennem flere år, og vi forventer, at det vil vokse yderligere, siger direktør Niels Rømer. Han mener, at årsagen til eksportsuccesen er virksomhedens innovationshøjde samt deltagelse på diverse messer – eksempelvis BioFach.

Nære eksportmarkeder er i fokus
Økologisk Landsforening har i de seneste år samlet de økologiske virksomheder i en række store fælles eksportfremstød, især i Tyskland og Sverige.  Næste eksportfremstød foregår på verdens største økologiske messe, BioFach, der afholdes i Nürnberg til februar.

140 millioner til mere økologi
Regeringens handlingsplan for økologi indeholder en række initiativer, der skal løfte eksporten af økologiske varer og fordoble det økologiske landbrugsareal. Blandt initiativerne er:

- I alt 20 mio. kr. til eksportfremme i 2012 og 2013
- I alt 20 mio. kr. til investeringer i forarbejdningssektoren i 2012 og 2013
- I alt 20 mio. kr. til udvikling af produkter i fødevaresektoren 2013 og 2014
- I alt 80 mio. kr. til investeringer på økologiske bedrifter i 2012 og 2013

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: