Økologiens Have: Surt at Odder topper på giftliste

SPRØJTEGIFT – Det er ikke kun de økologiske frugtavlere, der får deres høst ødelagt. Også vi andre får giften i hovedet, siger lederen af Nordens største økologiske besøgs- og demonstrationshave, der ligger uheldigt placeret i Odder, som er blandt de mest sprøjteintensive kommuner.

Økologiens Have i Odder ligger et i en af de mest sprøjteintensive kommuner i Danmark. Foto: Ulla Skovsbøl

- Øv. Det er godt nok en træls placering, for nu at sige det på godt jysk.

Sådan lyder det fra Sanne Rubinke, der er daglig leder af Økologiens Have i Odder. Hun kunne i dag finde sin egen kommune højt placeret på en ny liste over danske kommuner, hvor der er størst risiko for at få sprøjtegiften prosulfocarb med i købet, når det regner.

Odder ligger i Østjylland, syd for Aarhus og blandt andet her topper forbruget af den kemiske sprøjtegift prosulfocarb, der ikke kun rammer ukrudtet i landmændenes kornmarker, viser en ny analyse af forbruget fordelt på kommuner.

Sanne Rubinke, daglig leder i Økologiens Have: Der er ikke anden udvej end et forbud.

Rammer os selv og vores børn
- Der har naturligt været meget fokus på, at økologiske frugtavlere får deres æbler og pærer ødelagt og derfor lider store økonomiske tab, men det går jo også ud over almindelige mennesker. Når den falder ned som regn, rammer den jo også os selv og vores børn, siger Sanne Rubinke.

Hun frygter, at det hurtigt kan blive op ad bakke for Økologiens Have, der markedsfører sig som Nordens største økologiske besøgs- og demonstrationshave med over ti hektar, der nu på 25. år dykkes økologisk og udgør en sand oase i kommunen, som huser mange intensive landbrugs- og svinebedrifter.

- Økologiens Have er sammen med de østjyske strande et af de største trækplastre i kommunen, men det kan hurtigt bliver op ad bakke, hvis det bliver almindelig kendt, at vi ligger et så udsat sted, hvor naturen tilsyneladende har lav prioritet, siger Sanne Rubinke.

- Der er ikke anden udvej end et forbud, mener hun.

Økologiens Have er et yndet udflugtsmål for børnefamilier. Foto: Ulla Skovsbøl

Kommunen vil fjerne tilskud
Den store økologiske have står til endnu flere økonomiske øretæver, efter at den Venstre-styrede kommune har udsendt et sparekatalog, som fjerner havens kommunale tilskud på 365.000 kroner årligt.

Det er hovedsageligt en kreds af frivillige på ca. 50 personer, som holder haven fri for ukrudt og på skift passer caféen. Selv lederjobbet er kun aflønnet med ti timer om ugen. Desuden aflønner haven en deltidsansat gartner og har to personer i arbejdstræning.

Læs også

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: