Flere og flere danske landmænd dropper kemien og har i år søgt om at omlægge deres produktion efter reglerne for økologisk landbrug. Da fristen for at søge om økologisk arealtilskud udløb 1. september, havde hele 1.128 landmænd søgt om tilskud til et område på ca. 40.000 hektar.
Det svarer til et areal, der er fire gange så stort som Amager. Til sammenligning blev der sidste år kun søgt om omlægning af halvt så stort et område, cirka 21.000 hektar.
Samtidig med at mange nye landmænd lægger om, udvider de økologiske landmænd, der allerede er i gang, nu deres bedrift. 450 af ansøgerne er således nye økologer, og årets omlægning er den største udvidelse af økologisk landbrugsjord i Danmark siden 1990’erne.
God ræson i at omstille produktionen
- Det er utrolig glædeligt at se, hvor mange landmænd, der ønsker at producere økologiske fødevarer, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.
- Dansk økologi er kendt for sin høje kvalitet, og der er stor efterspørgsel på produkterne både hos forbrugerne og på eksportmarkederne. Derfor er der god ræson i, at endnu flere landmænd nu vil lægge om til økologi, siger han.
Også formanden for Landbrug & Fødevarers økologisektion, Hans Erik Jørgensen, hilser de mange nye økologer velkomne:
- Det er bare så fedt! For jo flere økologer, der er, jo bedre er mulighederne for at samarbejde og sparre med hinanden, siger han.
- Jeg glæder mig over alle de nye kolleger, der vælger at blive økologer. De vil øge mulighederne for samhandel, og det er rigtig vigtigt for os økologer, siger Hans Erik Jørgensen.
Stor efterspørgsel
En af de landmænd der nu har valgt at prøve kræfter med økologien er 54-årige Ejvind Lauridsen, der har været konventionel mælkeproducent siden 1987. Han begyndte omlægning af sin jord 1. september sidste år og omlægning af køerne 1. september i år:
- Mine køer har altid været ude på græs, men jeg skal ikke lægge skjul på, at det er et spørgsmål om kroner og ører, der har gjort, at jeg har lagt om. Jeg kan se, at der er stor efterspørgsel på økologisk mælk, og jeg vil gerne være med til at lave dét, forbrugerne vil have, siger Ejvind Lauridsen, der kommer fra Årre i nærheden af Varde.
Mange regler
Ifølge Ejvind Lauridsen er der mange udfordringer forbundet med at omlægge til økologi, men han får god rådgivning både fra de lokale økologikonsulenter og fra de erfa-grupper, han deltager i.
- Der er mange love og regler, du skal sætte dig ind i, når du beslutter dig for at lægge om. Hvordan dyrker jeg jorden, så jeg får mindst mulig ukrudt? Hvilke afgrøder skal jeg dyrke? Og hvordan skal rotationen mellem dem være? Derfor bliver jeg helt automatisk en bedre planteavler af det her, siger Ejvind Lauridsen, der glæder sig til livet som økologisk mælkeproducent.
Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet