Økologien slår rødder i Afrika
ØKOLOGI – Aage og Ingelis Dissing var 57 og 53, da de kvittede en bekvem tilværelse i Danmark for at arbejde med landbrugsudvikling i Afrika. I dag sytten år efter arbejder de stadig med at udbrede økologiske metoder i Uganda.
Økologien vinder frem i flere afrikanske lande. Blandt andet i Uganda, hvor Ingelis og Aage Dissing arbejder med rådgivning og økologisk omlægning. Foto: Ulla Skovsbøl
Roser vælter i farvestrålende kaskader ned ad skråningerne. Vinterens brænde er stakket i dekorative kuber. Frugtespaliererne er nænsomt klippede, og 22 højbede bugner af spændende urter og grønsager.
Den store have omkring Aage og Inge Lis Dissings hus i Tranum tæt på Jammerbugten er så frodig og velpasset, at man automatisk tænker, de må være den slags pensionister, som bruger alle vågne timer på hus og have. Men sådan er det ikke. Det forhenværende forstanderpar fra Den Økologiske Jordbrugsskole i Åbybro har ikke kun deres egen matrikel, men også den store verden som virkefelt.
På syttende år arbejder de to sammen om at udbrede økologiske landbrugsmetoder og nye samarbejdsformer blandt småbønder i Uganda. Selv om Inge Lis Dissing snart runder 70, og Aage Dissing er fire år ældre, har de netop fået en bevilling på tre millioner kroner fra DANIDA gennem organisationen Civilsamfund i Udvikling (CISU).
Pengene skal bruges til at hjælpe økologiske småbønder i Uganda med bedre afsætning og markedsføring af deres produkter. Målet er at skabe mindst 20 små kooperative afsætningsvirksomheder i Rwenzori-regionen i samarbejde med Økologisk Landsforening og en tilsvarende organisation i Uganda.
Ingen planer om at stoppe
”Vi bliver selvfølgelig tit spurgt om, hvornår vi har tænkt os at stoppe. Jeg plejer at sige, vi bliver ved, til vi falder af pinden,” siger Inge Lis Dissing med et glimt i øjet.
Det nye projekt kræver dog ikke, at de bor i Uganda. Meget af arbejdet kan laves hjemme i Tranum, og på tre-fire koncentrerede arbejdsrejser til Uganda hvert år.
”Vi kører en række meget intensive kurser dernede, og jeg kan efterhånden godt mærke, at det trætter mig og får mig til at tænke, at det snart er nok”, siger Aage Dissing.
”Men når jeg bagefter kommer ud som rådgiver og oplever folks begejstring for det det, de arbejder med og ser dem bruge det, de har lært, så kommer den gamle landbrugskonsulent op i mig. Den slags møder med mennesker bliver jeg aldrig træt af”.
Økologi er en mærkesag
Økologi har været en mærkesag for ægteparret Dissing, siden de sidst i 1970erne stoppede opsagde deres stillinger som henholdsvis kvægbrugskonsulent og folkeskolelærer, købte en gård ved Fjerritslev og var blandt landets første økologiske mælkeproducenter. Gården er stadig økologisk og bliver nu drevet af deres ældste Steen Dissing og hans kone Anne. Efter knap ti år med praktisk landbrug blev Aage Dissing nemlig forstander for Den økologiske Jordbrugsskole i Aabybro, og efter et par år fulgte Inge Lis efter som lærer.
Det gik godt for det engagerede forstanderpar, men efter nogle år begyndte en gammel drøm igen at rumstere i deres hoveder. Drømmen var at arbejde med landbrug og i Afrika, og de ville nå det, før det blev for sent. Enhver karrierecoach ville nok være gået ud af sit gode skind over et ægtepar på henholdsvis 57 og 53, der kvitter deres gode faste stillinger uden at have noget andet på hånden, men de lyttede først og fremmest til sig selv.
”Vi har altid gjort det, vi have lyst til og som føltes rigtigt, også selv om det måske ikke altid har været det mest fornuftige rent økonomisk, og det har vi sådan set aldrig fortrudt”, forklarer Inge Lis Dissing.
Fordel at være grå i toppen i Afrika
I 1995 havde de sammen fået Landbrugsraadets Kulturpris på 50.000 kr. Nu hævede de pengene, pakkede rygsækkene som to teenagere, købte billetter til Nairobi og blev væk i flere måneder. De ville finde ud af, om der var hold i drømmen, og efter en større rundrejse til Kenya, Tanzania, Zambia og Uganda var de ikke længere i tvivl – resten af deres arbejdsliv skulle foregå i Afrika.
Seks år med fast bopæl i Uganda blev det til i første omgang, hvor de arbejdede for det danske firma Urtekram og en ugandisk partner med at rådgive lokale bønder, der ville etablere en produktion af tørret økologisk frugt til eksport. Og alderen viste sig hurtigt at være mere fordel end ulempe i arbejdet.
”Vi fandt ud af, det faktisk var godt, vi havde ventet så længe, for i Afrika nyder de ældre stadig stor anerkendelse og respekt, og sådan er det jo ikke lige frem herhjemme, så på den måde var det et ideelt tidspunkt for os at tage til Afrika,” konstaterer Aage Dissing.
”Min alder er et stort plus i Uganda,” supplerer Inge Lis Dissing. ”Unge hvide kvinder kan godt have det svært som rådgivere i afrikanske lande og føle sig chikaneret, men det har jeg aldrig oplevet. Det er let at komme ud til landmændene, når man er gråhåret og selv har mange års erfaring med at drive en gård. De lytter og behandler en med respekt”, siger hun.
”Jeg kan også sagtens hoppe på en motorcykeltaxa i Kampala. De er ellers kendt for at køre vildt og hasarderet, men når jeg bare minder chaufføren om, at han kører med en jaja – en bedstemor – så bliver jeg bragt forsigtigt og hensynsfuldt gennem byen”, forklarer hun.
FN anbefaler økologisk landbrug i Afrika
Efter de første seks år, har ægteparret arbejdet for økologiprojekter, hvor i de kan bo hjemme i Tranum og kun rejse ude i nogle uger eller måneder tre-fire gange om året. De uddanner og rådgiver instruktører til Farmer Family Learning Groups. Det er netværk af landmandsfamilier, som systematisk udveksler erfaringer og viden og på den måde hjælper hinanden med at udvikle og forbedre deres dyrkningsmetoder.
Aage og Inge Lis Dissing er stadig overbeviste om, at det er økologi og agro-økologiske metoder, Afrika har brug for at kunne brødføde den voksende befolkning, og den opfattelse er de ikke alene om. To FN-organisationer, handelsorganisationen UNCTAD og miljøprogrammet UNEP, konkluderede allerede i 2008 i en fælles rapport, at agro-økologiske metoder er en meget lovende vej til højere udbytter og bedre fødevaresikkerhed i Afrika – i mange tilfælde en bedre vej end højteknologiske metoder med højt input af kunstgødning og sprøjtemidler. Fødevareorganisationen FAO er kommet til lignende konklusioner.
”Mange afrikanske bønder tror, at bare de bruger kunstgødning og pesticider, bliver alt godt, uden at man behøver gøre så meget andet, men det er sjældent tilfældet. Tværtimod,” siger Aage Dissing.
”Tit kan de opnå helt fantastiske udbytter ved at udvikle deres egne, traditionelle dyrkningssystemer. Det vigtigste, vi kan bidrage med, er inspiration til nye samarbejdsformer og organisering og hjælp til små investeringer og forbedringer”, siger han.
Agroøkologi på kaffebjerget
Højt oppe på et bjerg ligger en af de landsbyer, ægteparret Dissing har rådgivet. Landsbyboerne dyrker kaffe af meget fin kvalitet, men de var fattige, tjente kun lidt på kaffen og måtte bruge mange timer og kræfter på at bære bønnerne ned ad bjerget til kaffemøllen, hvor de blev afskallet.
Men med rådgivning om agro-økologiske principper, en lille investering og nye samarbejdsformer har landbyen lavet om på det. De afskaller nu selv kaffen på bjerget. Det sparer bærerne for tid og besvær, fordi bønnerne vejer og fylder mindre. De får højere pris for den afskallede kaffe, og skallerne bliver på bjerget og bruges som jorddække mellem planternene. Det reducerer fordampningen, gøder planterne og sikrer cirkulation af næringsstoffer, som ellers ville gå tabt for landsbyen. Resultatet af den fælles indsats og investering er bedre udbytter og højere indtjening, uden at jorden bliver udpint og uden store ekstra udgifter. Det har skabt optimist og overskud hos landbyboerne.
”At komme ud af fattigdom er ikke noget man klarer individuelt, men kun i fællesskab, og det er fantastisk at se, hvad det gør ved mennesker, når det lykkes”, siger Inge Lis Dissing. Det er det, som gør arbejdet sjovt og spændende og værd at fortsætte med de lange rejser fra Tranum til Kampala og videre ud til fjerne landsbyer i Uganda.
