Økologien kan vokse i fremtiden

ØKOLOGI – Der er plads til langt mere økologi i Danmark, og regeringen kan stimulere udviklingen ved at sætte ind på fem strategiske områder, lyder anbefalingerne i en ny hvidbog, som i går blev præsenteret på Christiansborg.

Niels Halberg: Der et et stort voksende marked, og hvis landmændene vil det, er der plads til langt flere økologiske landbrug. Foto: Gustav Bech

HVIDBOG – Trods nogle hæsblæsende år med voldsom vækst er økologiens muligheder langt fra udtømte.

- Økologien har et solidt fodfæste i Danmark. Der et et stort voksende marked, og hvis landmændene vil det, er der plads til langt flere økologiske landbrug, siger centerleder Niels Halberg, Forskningscenter for Økologisk Jordbrug, der i en ny hvidbog til fødevareministeren anbefaler at styrke den økologiske udvikling.

Her skal der sættes ind

Det skal ifølge hvidbogen ske ved at tage afsæt i fem strategiske områder, der kan bygge videre på nuværende fundament.

Hvidbogen anbefaler at styrke dynamikken i forarbejdnings- og detailhandelssektoren og samtidig øge landmændenes lyst til at lægge om, bl.a. ved at formidle et attraktivt og visionært billede af økologi som en fremtidig del af landbruget.

Hvidbogen peger også på forbrugernes tillid som en afgørende faktor, der skal fastholdes og styrkes, bl.a. ved at sikre en åben og involverende kommunikation med forbrugerne.

Behov for ny viden
Hvidbogen understreger også behovet for ny viden og for at få økologi og samfund til at spille sammen.

- Økologiske driftsmetoder fremmer natur og biodiversitet og kan reducere forurening af vandmiljø og udledning af drivhusgasser. Helt nye tyske og svenske undersøgelser dokumenterer økologiens meget store fordele, siger Niels Halberg.

Ifølge hvidbogen er det muligt at firedoble den nuværende økologiske mælkeproduktion i de kommende år, ligesom der også er gode vækstmuligheder inden for grøntsagsproduktion og landbrugets øvrige produktionsgrene.

Hvidbogen blev først offentliggjort efter Økologisk Jordbrugs deadline. Det har derfor ikke været muligt at få en kommentar fødevareminister Eva Kjer Hansen.

FAKTA: Hvidbog om økologi

Hvidbogen indeholder fem anbefalinger til fødevareministeren. Her skal der sættes ind:

  • Styrke positiv dynamik i forarbejdning og afsætning
  • Økologisk intensivering – omlægning halter efter efterspørgslen
  • Styrke og opretholde forbrugertillid
  • Skabe synergi mellem økologi og samfund
  • Indfri et stort behov for ny viden.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: