Økologien er ved at gå i fisk

ØKO-FISK – Økologisk omlægningskonsulent og madvejleder vil slå et slag for økologiske fisk. Det sker i morgen søndag i Økologiens Have i Odder.  Lise Faurschou Hastrup holder foredrag og uddeler smagsprøver.

Lise Faurschou Hastrup fortæller om økologiske fisk, sundhed og ernæring. /Privatfoto, Dansk Akvakultur og Per Arnesen.

Mange slår en latter op, når de hører om økologiske fisk. For hvordan kan en fisk være økologisk?

Lise Faurschou Hastrup, der er økologisk omlægningskonsulent, madvejleder og underviser, har hørt både latteren og spørgsmålet utallige gange, men er altid parat med et svar, hvis folk ellers gider at lytte.

Har fulgt udviklingen
Mange af de fisk, vi spiser, kommer nemlig fra dambrug, hvor de bliver opdrættet og fodret, før de senere ender på vores middagsbord.

- Jeg har fulgt de økologiske fiskeopdrættere lige fra den spæde start for mere end ti år siden, og jeg vil gerne slå et slag for sunde økologiske fisk, som jo blandt andet ikke indeholder tungmetaller eller andre former for skadelige kemiske stoffer, siger Lise Faurschou Hastrup.

Tungmetaller og omega-3-fedtsyrer
I sit foredrag kommer hun også ind på, hvordan tungmetaller som kviksølv og dioxin ophobes i fiskene og kan skade hjerneaktiviteten og centralnervesystemet.

De fleste kostvejledere og ernæringseksperter anbefaler, at man jævnligt spiser fisk, blandt andet fordi de fede fisk indeholder de sunde omega-3-fedtsyrer, som er livsnødvendige for både børn og voksne.

- Derfor bør økologiske fisk indgå som en naturlig del af vores mad, argumenterer Lise Faurschou.

Tilhørerne vil som en del af arrangementet i Økologiens have få serveret smagsprøver på kold- og varmrøget økologisk ørred.

Støt stigende produktion
Ni danske ferskvandsdambrug, et havbrug og to produktionsanlæg for linemuslinger har omlagt produktionen og leverer i dag økologiske foreller, ørreder, havørreder og blåmuslinger til både danske og udenlandske forbrugere.

Fiskene sælges røget eller som ferske produkter.

Ifølge Lise Faurschou Hastrup producerer de danske fiskeopdrættere i foreningen Dansk Akvakultur nu over 1.000 ton økologiske fisk årligt.

- Og kapaciteten er støt stigende, siger hun.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: