Salget af økologiske varer syd for grænsen er vokset med næsten ti procent i første halvår af 2011. Det fremgår af en ny markedsundersøgelse fra analyseinstituttet Nielsen.
Mest markant er fremgangen i de store discount-butikker, som samtidig har fået flere øko-varer på hylderne og dermed større udvalg. Discount-butikkerne tegner sig nu for cirka en tredjedel af det økologiske salg i Tyskland.
Nedgang for børnemad og dybfrost
- Det økologiske marked er styret af efterspørgslen. Forbrugerne køber varerne, hvor de er tilgængelige, siger Brigitte Arndt-Rausch, som er økologisk ekspert hos Nielsen.
Undersøgelsen har registreret et fald for salget af økologisk børnemad og dybfrostvarer. Alle andre varegrupper kan fremvise stigende salgskurver.