Økologi og ny nordisk mad da Emmelie vandt

ONLY TEARDROPS – Der var økologiske råvarer og ny nordisk mad på menuen, da 20-årige Emmelie de Forest i nat vandt det europæiske melodi grand prix med antikrigs-sangen Only Teardrops.

Emmelie de Forest synger helst i bare tæer for at bevare jordforbindelsen. /Foto: Wikipedia

Det blonde sangtalent fra Mariager sang stemmerne hjem fra hele Europa iført en romantisk økologisk bomuldskjole og i bare tæer ‘for at få bedre jordforbindelse’.

Ny Nordisk Mad-programmet under Nordisk Ministerråd havde udviklet en særlig menu til Melodi Grand Prix i Malmø, hvor nordiske specialiteter som rabarber, lakrids og hyldeblomst var med til at sætte gang i smagsløgene.

Så vidt mulig økologisk
Al maden var så vidt muligt økologisk eller på anden måde bæredygtigt produceret. Også vand på flaske var afskaffet ved det store show. I stedet blev der kun serveret hanevand, som kræver 500 gange mindre energi at producere end vand på flaske.

- Mad er et fremragende visitkort. Interessant mad fortæller langt mere og huskes langt bedre end en flot tale eller en folder på glittet papir. Derfor kan jeg kun glæde mig over, at folkene bag Det Europæiske Melodi Grand Prix i samarbejde med Nordisk Råd har valgt at servere Ny Nordisk Mad, siger fødevareminister Mette Gjerskov.

Ifølge ministeren var maden et udstillingsvindue til de tusindvis af mennesker, der besøgte Malmø for at opleve arrangementet.

- For mig er det vigtigt, at Ny Nordisk Mad ikke kun er et elitefænomen, man kan opleve på Michelin-restauranter. Det er en helt ny måde at tænke madglæde, sundhed og bæredygtighed sammen, siger Mette Gjerskov.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: