Økologi er en oplagt chance for Afrikas bønder

ØKOLOGI – Et boomende vestligt marked for økologi kan blive en løftestang for Afrikas småbønder, der kan opnå en række fordele ved at gå over til økologi, mener FN.

Andrew Stevenson: Økologi opfylder alle betingelser for bæredygtig handel og giver adgang verdensmarkedet. Foto: Gustav Bech

Efterspørgslen på økologiske varer boomer i hele den vestlige verden.

På blot ti år er salget af økologi firedoblet og ventes i år at slå alle rekorder med en omsætning på op mod 40 mia. dollars.

Det er først og fremmest forbrugerne i de rige lande i Vesteuropa og USA, der har fået de økologiske salgskurver til at skyde i vejret, men den globale udvikling kan samtidig blive en løftestang for fattige småbønder i Afrika, mener en række forskere og eksperter fra bl.a. FN.

På en konference i København sidste fredag om international handel og økologisk landbrug i Afrika sagde en repræsentant for FN-institutionen, UNCTAD, at økologisk landbrug er en oplagt mulighed for fattige småbønder i Afrika.

FN: Kan forbedre deres levevilkår ved at lægge om
- Mange småbønder kan forbedre deres levevilkår ved at lægge om. Økologi giver dem adgang til at sælge deres varer på verdensmarkedet og samtidig opnå en merindtjening, siger Andrew Stevenson, der er økonomisk medarbejder i UNCTAD.

UNCTAD er en organisation under FN og skal bistå de fattige udviklingslande, så de ikke kommer i klemme i de komplicerede internationale handelsaftaler, der regulerer bl.a. toldmure og landbrugsstøtteordninger.

Landbrug og fødevareproduktion er den bærende del i de fleste u-landes økonomi, og netop derfor fylder da også denne del mest i FN-organisationens arbejdsprogram.

Ifølge Andrew Stevenson er der ikke blot økonomiske fordele af hente for de afrikanske småbønder ved at omlægge deres landbrug men også betydelige sundheds- og miljøgevinster, bl.a. fordi bønderne helt kan undgå de farlige kemiske sprøjtemidler, som i mange udviklingslande sprøjtes ud på markerne fra en rygsprøjte og på bare fødder uden nogen form for beskyttelses- og sikkerhedsudstyr, som vi senest har hørt om i forbindelse med Cheminovas salg af sprøjtegifte til brasilianske bønder.

Brian Ssebunya er leder af Ugandas første eksportvirksomhed, der blev økologisk certificeret. African Organic eksporterer frugt og andre økologiske varer til købedygtige forbrugere i blandt andet Danmark og Irland. Foto: Gustav Bech

Højere udbytter ved økologi
I modsætning til de fleste landmænd i Vesten, hvor udbyttet på markerne som regel falder i forbindelse med omlægning af driften, kan de fleste u-landsbønder forvente stigende produktivitet og højere udbytter, når de begynder at dyrke økologisk.

- Både forskning og praktiske erfaringer viser, at udbyttet stiger, fordi man forbedre dyrkningsjorden i et system, hvor man kombinere traditionelle metoder med moderne teknik og større biologisk og økologisk indsigt. Flere steder har man oplevet en fordobling af udbyttet ved overgangen til økologiske landbrugsmetoder, siger Andrew Stevenson.

Han understreger, at han ikke har specielle intentioner om at gøre sig til talsmand for økologi, men at han blot henviser til de forskningsresultater og erfaringer, der allerede foreligger dokumentation for.

Han afviser da heller ikke, at afrikanske landmænd måske kan opnå lige så høj en indtjening ved at satse på kunstgødning, sprøjtemidler og metoder, som vi kender fra et vestligt industrialiseret landbrug.

Økologi et realistisk alternativ
- Jeg siger ikke, at alle landmænd skal gå over til økologiske metoder. Men i mange områder, specielt i store dele af Afrika har de hverken råd til eller mulighed for at købe kunstgødning eller pesticider. For dem repræsenterer den økologiske driftsform og de kommercielle perspektiver et langt mere attraktivt og realistisk alternativ, fastslår han.

Andrew Stevenson, der er fra Skotland og til daglig arbejder i Geneve, hvor FN har hovedkvarter, erkender, at økologien ikke kan tilbyde et sikkerhedsnet for afrikanske småbønder, fordi de bliver afhængig af vestlige forbrugeres vilje til at betale pæne merpriser for økologiske produkter.

- Det er rigtigt. Det indebærer en risiko. Vi kan ikke præcist forudse, om det vil være muligt at opretholde en høj merpris i fremtiden. Men vi kan se, at der foreløbig er betydelige merpriser og en kraftigt stigende efterspørgsel, der på visse områder er ved at slå over i vareknaphed. Der er ved at opstå en kløft mellem produktion og efterspørgsel, som udviklingslandene får mulighed for at udfylde, siger Andrew Stevenson.

 

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: