Økologerne har tredoblet salget til storkøkkener på seks år

ØKOLOGI – Private og offentlige storkøkkener købte økologiske varer for 1,3 milliarder kroner. Det er en tredobling på seks år.

Økologiske råvarer udgør en stadig større del af de mange tusinde måltider, som hver dag serveres for ældre på plejehjem, børn i daginstitutioner og gæster på restauranter og caféer rundt omkring i landet.

Sidste år købte de professionelle storkøkkener økologiske madvarer for 1,3 milliarder kroner, viser en ny opgørelse fra Danmark Statistik. Det svarer til en stigning på hele 33 procent i forhold til 2013 og ca. en tredobling i forhold til 2009.

- Det er en meget positiv udvikling, som sammen med en massiv efterspørgsel på økologiske varer i dagligvarehandlen udgør et stærkt incitament for konventionelle landmænd til at blive økologer, siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.

- Vi begynder nu for alvor at se resultatet af den politiske målsætning om 60 procent økologi i landets offentlige køkkener, som er en vigtig motor i forhold den økologiske omlægning af landbruget, pointerer han.

800.000 daglige måltider med øko-potentiale
Mere end 30 kommuner har omlagt deres køkkener til økologi, og Økologisk Landsforening venter, at flere kommer til i takt med, at flere og flere køkkenfolk har været på omlægningskursus.

Sammenlagt udgjorde den offentlige sektors køkkener ca. 40 procent af det økologiske marked til professionelle køkkener, svarende til ca. 526 millioner kroner. De offentlige køkkener står hver dag for i alt 800.000 måltider.

- Når der kommer flere økologiske råvarer i gryderne og på tallerknerne i landets professionelle køkkener, betyder det, at tusindvis af danskere på deres arbejdspladser, i børnehaven eller på plejehjemmet får serveret mad, som er fri for rester af sprøjtegifte. Det er med til at sikre, at vi også i fremtiden har rent drikkevand i hanen, og at dyrene har et godt liv med god plads og masser af frisk luft, siger Per Kølster.

Sundere, mere velsmagende og klimavenligt
Det er især de økologiske mejerivarer, æg, mel og gryn der sælger godt. Alene mejerivarer plus æg udgør 38 procent, og frugt og grønt tegner sig for 18 procent af omsætningen.

Når storkøkkenerne lægger om, laver de typisk mere mad fra bunden og bruger sæsonens råvarer. De økologiske køkkener skærer lidt ned på kødforbruget og serverer flere grønsager, ligesom madspildet reduceres markant.

- Det gør omlægningen mulig uden at skrue op for budgetterne. Det giver altså både mere velsmagende, sundere og mere klimavenlige måltider, siger Rikke Thorøe Grønning, chefkonsulent i Økologisk Landsforenings foodservice-team.

Ifølge hende afspejler de mange nye spisesteder med det økologiske spisemærke den stigende interesse for økologi i landets storkøkkener. 1.250 offentlige og private køkkener kan i dag skilte med øko-spisemærket i enten guld, sølv eller bronze, som dokumenterer køkkenets økologiandel.

Mere dansk, når maden bliver økologisk
En udbredt myte er det, at en stor del af storkøkkenernes økologi-indkøb importeres fra udlandet. Men en nyt notat fra Økologisk Landsforeninger viser, andelen af danske råvarer tværtimod stiger, når børnehaver, plejehjem og sygehuse lægger om til økologi, mens importen falder.

Notatet tager udgangspunkt i erfaringerne fra tre store grossister, Dansk Cater, Catering Engros og Hørkram, som leverer varer til offentlige køkkener.

- Det bekræfter, at køkken-omlægningen kommer de danske økologiske landmænd til gode og får direkte og positive effekter for dansk natur og dansk grundvand. Derfor er det utroligt vigtigt, at politikerne fortsat bakker op om omlægning til økologi i de offentlige køkkener, siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.

Fakta: Omsætning fordelt efter storkøkkentype:

  • 30 %: Offentlige institutioner.
  • 25 %: Kantiner på private arbejdspladser.
  • 10 %: Kantiner på offentlige arbejdspladser.
  • 24 %: Restauranter, hoteller, cafér.
  • 11 %: Andre (diner transportable, take-away mv.)

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: