Økologer vil redde gamle husdyrracer

ØKOLOGI – Økologer slår alarm: Mange gamle danske husdyrracer som Jysk Kvæg, Rød Dansk Malkerace og Sortbroget Dansk Landrace-gris er i alvorlig fare for at uddø. Økologisk Landsforening inviterer til konference om bevaring af landbrugets genressourcer

De gamle husdyrracer som fx den oprindelige røde danske malkeko er truet, men det er vigtigt at bevare de genetiske ressourcer i landbruget. Foto: Stig Benzon

Hvorfor er det vigtigt at bevare de genetiske ressourcer i landbruget? Og kan der findes finansiering og politisk opbakning til at videreføre bevaringsarbejdet?

Spørgsmål som disse bliver belyst, når Økologisk Landsforening 12. december sætter fokus på fremtidens bevaringsarbejde. Det sker ved en konference på Hotel- og Restaurantskolen i Valby.

- Vi er ved at smide uerstattelige genressourcer væk. Populationerne af de gamle husdyrracer er kritisk lave, og de fleste af dem falder stadig. Vi er milevidt fra FAO’s anbefaling om 1.000 dyr per race. Der er behov for både en bedre organisering af bevaringsarbejdet og flere midler hertil. På konferencen kommer vi med et bud på løsningen, lover Bent Rasmussen, der er økologi-konsulent i Økologisk Landsforening.

Lektor: Gamle racer er vigtige for udvikling
De gamle husdyrracer er truet fra flere fronter, fortæller lektor på Institut for Molekylærbiologi og Genetik på Aarhus Universitet, Bent Guldbrandtsen, som er en af oplægsholderne til konferencen.

- Mange avlere er efterhånden gamle, dyrene giver lave ydelser og er derfor uøkonomiske, og der er generelt alt for få af dem – især handyr, hvilket medfører et indavlsproblem. Populationen af især gamle kvæg- og svineracer er på et meget kritisk niveau, forklarer han.

Ifølge Bent Guldbrandtsen er der tre gode argumenter for at sikre bevarelsen af de gamle husdyrracer.

- Først og fremmest er der et kulturhistorisk argument. Dyrene er simpelthen levende dansk landbrugshistorie. Og så er der et forsikringsargument. Hvis racerne uddør, indskrænker vi det genetiske materiale, vi har til rådighed til at tilpasse vores fødevareproduktion til fremtidens udfordringer – som for eksempel klimaproblematikker. Diversitet skaber fleksibilitet. Hvis vi kun har én race, vil det tage væsentligt længere tid at udvikle på den. Og vi har ikke ret meget tid, siger Bernt Guldbrandtsen.

Ifølge ham har de gamle husdyrracer desuden nogle særlige egenskaber i forhold til fx naturpleje, som samfundet har en interesse i at bevare.

LÆS OGSÅ: Gamle køer kan måske give mælk med nye kvaliteter

Gamle gener vigtige for fremtidens mad
Blandt de øvrige oplægsholdere til konferencen er blandt andre direktør for Hotel- og Restaurantskolen i København, Anne-Birgitte Agger, som mener, at de gamle gener har stor betydning for fremtidens madhåndværk.

- Diversitet, oprindelse og mangfoldighed i vores fødevarer er afgørende for at sikre høj madkvalitet. Gamle husdyrracer og plantearter er lige som madhåndværket udryddelsestruede og ved at blive smidt ud med badevandet, siger hun.

- Vi risikerer i yderste konsekvens at ende i et fremtidsscenarie, hvor danske råvarer er fuldstændigt blottede for terroir, og hvor alle gulerødder og bøffer er ens, smager af det samme og har den samme konsistens. Så bliver det utroligt kedeligt både at spise og lave mad. Det må ikke ske, understreger Anne-Birgitte Agger.

Det er gratis at deltage i konferencen, og man kan tilmelde sig frem til deadline den 7. december. De begrænsede pladser fordeles efter først-til-mølle-princippet. Tilmelding til rtg@okologi.dk

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: