En fordobling af den økologiske grøntsagsproduktion og en seksdobling af produktionen af økologiske frugt. Så meget skal der til, for at imødekomme den markant voksende efterspørgsel på økologiske varer, viser en ny prognose fra Økologisk Landsforening.
Der er også brug for mere økologisk oksekød, brødkorn og foder. Foreningen har talt med både nye og gamle økologer og haft lommeregneren fremme.
Danskernes køb af økologiske varer vokser så massivt, at der allerede i næste omlægningsrunde er behov for hele 60.000 nye økologiske hektar for at følge med efterspørgslen, viser tallene fra Økologisk Landsforening.
- Danskerne lægger konstant flere og flere økologiske varer i indkøbskurvene, at det giver plads til markant flere øko-landmænd og øko-marker. Der er allerede 60.000 hektar under omlægning til økologi lige nu, men der skal yderligere 60.000 øko-hektar til for at matche efterspørgslen, siger Henrik Hindborg, markedschef i Økologisk Landsforening.
Ifølge ham er inden for alle områder behov for flere økologiske varer, men der er akut mangel på især økologisk frugt og grønt og foder.
Mere økologisk foder
Foreningen har kontaktet de landmænd, der er i gang med at lægge om til økologi og de økologiske landmænd, der er ved at udvide deres produktion, for at undersøge, hvilke økologiske råvarer der pt. er på vej. Oplysninger er sammenholdt med den estimerede udvikling i det samlede økologiske salg i danske butikker og til eksport.
Prognosen viser blandt andet, at der er akut behov for at fordoble produktionen af økologiske grøntsager og seksdoble den danske produktion af økologisk frugt.
- Med vækstrater på 30-50 procent de senere år og samme forventninger til de kommende år, er der stor mangel på dansk økologisk frugt og grønt, siger Henrik Hindborg,
Han peger samtidig på, at der indenfor de næste to år samlet set vil være ekstra ca. to millioner økologiske dyr, der kommer ud under åben himmel.
- Der bliver derfor et meget stort behov for en større produktion af økologisk foder til den øgede husdyrproduktion. Helt konkret er der behov for yderligere cirka 80.000 tons handelsfoder.
Få et gratis omlægningstjek
Økologisk Landsforening opfordrer derfor alle landmænd, der overvejer at lægge om til økologi, til at tage imod et gratis omlægningstjek. Et omlægningstjek består af et uforpligtende besøg af en omlægningskonsulent, der vurderer gårdens styrker og svagheder i forhold til økologisk drift.
- Alene i år har foreningen gennemført mere end 250 omlægningstjek, og erfaringerne viser, at cirka halvdelen af de landmænd, der modtager et omlægningstjek, ender med at lægge om til økologi, siger Jens Peter Hermansen, økologikonsulent i Økologisk Landsforening.
Alle, der ejer eller driver jord, kan få et omlægningstjek. Det gælder også kommuner, fonde, interesseorganisationer og virksomheder, der administrerer jord.
Økologisk Landsforening har tilbudt omlægningstjek siden 2008. En del af indsatsen koordineres med kommuner, der ser økologisk drift som en vej til beskyttelse af drikkevand og natur eller som løftestang for erhvervsudvikling og lokale arbejdspladser.