Økologer tabte til Monsanto

USA – En afgørelse truffet af en føderal domstol i USA er faldet ud til fordel for frø-giganten Monsanto, som er kendt for sin gensplejsede og patenterede såsæd.

Grønne aktivister under en demonstration mod Monsanto og for obligatorisk mærkning af fødevarer med genmodificerede ingredienser.

En sammenslutning af mere end 50 grønne organisationer, økologiske landmænd og såsædsforhandlere har i flere år kæmpet en indædt kamp mod Monsanto, senest ved at slæbe koncernen for retten.

Øko-landmændene siger, at Monsanto truer deres erhverv og deres levebrød.

Frøene spredes til nabomarker
Via fugle, vinddrift og transport er der stor risiko for at de gensplejsede frø kan spredes inden for en betydelig radius. Dermed risikerer de økologiske landmænd at få deres økologiske marker forurenet.

Økologerne må ikke anvende gensplejset såsæd, og hele høsten mister sin økologiske status, hvis afgrøden inficeres med genmodificerede frø eller korn. For den økologiske landmand kan det få store økonomiske konsekvenser, fordi han i givet fald ikke længere vil kunne opnå merpris for sin afgrøde.

De økologiske landmænd frygter tillige, at Monsanto vil anlægge sag imod dem, hvis der findes patenteret gmo-såsæd på deres marker. Det er nemlig tidligere sket.

Talsmand: Vi er skuffede
Men dommeren fandt dog ikke belæg for sagsøgernes påstande og afviste sagen.

Jim Gerritsen, som er talsmand for landmændene og de grønne organisationer er ikke tilfredse med dommerens afgørelse.

- Vi er skuffede. Vi mener, dommeren begik en fejl og dømte forkert, siger Jim Gerritsen til nyhedsbureauet Reuters.

Monsanto er kendt for at sagsøge landænd, som uforskyldt har fået deres marker inficeret med Monsatons GMO-frø. Bagefter sagsøger Monsanto de pågældende ved hjælp af en hærskare af advokater og kræver royalities for deres patenterede frø.

Monsanto: En gevinst for alle
Monsantos chefjurist siger til Reuters, at afgørelsen ‘er en gevinst for alle landmænd’, fordi den fastslår, at både biotech-industri, økologiske og konventionelle landmænd fortsat kan eksistere side om side.

Han mener, at dommen har været med til at aflive en historisk myte om Monsanto og samtidig har afvist sagsøgernes påstande som udokumenterede og uberettigede.

 

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: