Christian Jørgensen, der driver Vibygård Gods på Sjælland, er af fødevareminister Mette Gjerskov blevet udpeget som nyt bestyrelsesmedlem i regeringens Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP).
Dermed skal han fremover være med til at beslutte, hvilke projekter, der skal have del i de millioner, som hvert år tildeles projekter, der skal gøre den danske fødevaresektor grønnere og øge eksporten til gavn for danske arbejdspladser.
Christian Jørgensen er anerkendt som en driftig og moderne økolog. Vibygård Gods ejer blandt andet Frydenholm Holding, der leverer økologiske fødevarer til det offentlige og til skoler. Derudover er Frydenholm Holding medejer af en økologisk slagter i København.
Økologisk viden til stor gavn
Netop Christians Jørgensens store viden om økologi vil være til gavn for arbejdet i bestyrelsen i GUDP, siger Lars Frederiksen, der er adm. direktør hos ingrediensproducenten Chr. Hansen A/S og formand for GUDP-bestyrelsen.
- Det er med stor fornøjelse, at jeg kan byde Christian Jørgensen velkommen som nyt medlem i GUDP’s bestyrelse. Christian Jørgensen driver familiebedriften Vibygård Gods, der har økologisk planteavl og studeopdræt som primærdrift. Hans store viden om økologisk primærproduktion, forarbejdning af økologiske produkter samt vækstpotentiale i økologisk produktion vil være til stor gavn i bestyrelsesarbejdet. Jeg ser frem til et godt og spændende samarbejde, siger Lars Frederiksen.
Christian Jørgensen afløser Susanne Hovmand-Simonsen i bestyrelsen.