- Både som økolog og borger vil jeg gerne sige tak for regeringens ambitiøse økologi-politik og mål om blandt andet 60 procent økologi i offentlige måltider. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at det lykkes. Men der er bump på vejen, som kun kan fjernes fra politisk hold, sagde han.
Han ser gerne, at reglerne ændres og foreslår en skattereform, der kan være med til at fremme investeringer i økologiske landbrug. Han vil også gerne have en helhedsmodel for miljøgodkendelser, som belønner at økologiske landbrug leverer særlige resultater, når det gælder miljø, natur og dyrevelfærd.
Økologernes formand vil også gerne have de hindringer ryddet af vejen, der holder mindre, lokale producenter ude af markedet på grund af de offentlige indkøbsregler.
Endelig slår han til lyd for økologisk biogas, der kan producere både gødning til landmændene og energi til samfundet.
- Det er afgørende, at økologisk biogas fremmes. Derfor kæmper vi for en rentabel afregningspris for energien. Økologisk biogas er ikke alene en del af løsningen på at skaffe nok økologisk gødning, det kan også være et eksperimentarium for genbrug af en begrænset ressource som fosfor, sagde Evald Vestergaard i sin beretning.