Nyt udvalg skal kulegrave elsektoren

Regeringen nedsætter et eksternt udvalg, som skal gå den danske elforsyningssektor efter i sømmene.

Elsektoren skal gås efter i sømmene.

Som formand for udvalget har klimaministeren udpeget Søren Bjerre-Nielsen, som er formand for Nationalbankens bestyrelse og repræsentantskab og tidligere koncerndirektør, CFO i Danisco.

Eftersynet sker som en opfølgning på energiaftalen af 22. marts og skal sikre, at elsektoren fremover har de rette incitamenter til at sikre grøn omstilling, omkostningseffektivitet, effektiv konkurrence og forbrugerbeskyttelse.

Kompleks opgave

- Der er behov for at tage den nuværende regulering af elforsyningssektoren op til revision, siger klima- og energiminister Martin Lidegaard.

- Derfor er partierne bag energiaftalen enige om, at der skal foretages et dybdegående eftersyn af sektoren for at sikre, at reguleringen understøtter en effektiv konkurrence på elmarkedet, og at energiaftalens målsætninger om grøn omstilling sikres – samtidig med at den nødvendige forbrugerbeskyttelse sikres.

- Det er en meget spændende men også kompleks opgave. Søren Bjerre-Nielsen har den erfaring og ikke mindst økonomiske indsigt, der skal til for at stå i spidsen for et sådan arbejde, og jeg ser frem til udvalgets anbefalinger til en fremtidig regulering af elsektoren, siger Martin Lidegaard.

Rapport med anbefalinger

Arbejdet skal munde ud i en rapport med analyser af den nuværende regulering af elforsyningen ledsaget af konkrete anbefalinger til ændringer af lovgivningen. Udvalget skal afslutte sit arbejde i 2014.

Udvalgets øvrige medlemmer udpeges efter indstilling fra forskellige interessenter fra energisektor, erhvervsliv, forbrugere og grønne organisationer. Udover formanden vil klima-, energi- og bygningsministeren også udpege en næstformand og to-tre eksperter med særlig indsigt i området.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: