Nyt liv til Store Åmose på Sjælland

NATUR: En aftale mellem regeringen, SF og Enhedslisten sikrer 45 millioner kroner til blandt andet Store Åmose i Vestsjælland. Det vil skabe store arealer med ny natur, gavne klimaet og sikre historiske kulturskatte.

Store Åmose mellem Holbæk og Sorø er Danmarks største lavmose. Den skal nyde godt ef en ny bevilling til naturgenopretning. Foto: Danmarks Naturfredningsforening

Mellem Holbæk og Sorø finder man Store Åmose, der er et af Europas allervigtigste områder, når det gælder fund fra stenalderen. Åmosen er samtidig udpeget til et af landets i alt 252 lokale naturbeskyttelsesområder, hvor Danmark har en særlig forpligtelse til at beskytte særlige naturtyper, truede arter og sjældne dyr og planter.

I perioden 2015-2017 vil regeringen sammen med SF og Enhedslisten afsætte 45 millioner kroner til et større natur- og klimaprojekt. De 45 mio. kroner kan for eksempel gå til at genskabe dele af Store Åmose, der er et af Europas vigtigste moseområder, og dermed beskytte natur, klima og kulturhistoriske værdier bedre.

Lavtliggende arealer
Store Åmose-området består bl.a. af mange lavtliggende arealer med et højt kulstofindhold, som i dag er drænet. Når tørvejorde drænes, tilføres de ilt, og der sker langsomt en ‘afbrænding’ af jorden, hvorved der udledes drivhusgasser til atmosfæren.

Ved at stoppe landbrugsdriften, afbryde dræn og fylde grøfter kan der genskabes en højere vandstand i området, så nedbrydning af tørvelaget standses. Dermed reduceres udledning af klimagasser.

Naturgenopretningen tilgodeser også det sjældne dyre- og planteliv i området og samtidig bevares vigtige kulturhistoriske værdier. I alt kan der genoprettes et areal på ca. 270 hektar, hvilket svarer til knap 400 fodboldbaner.

Forundersøgelse
Pengene skal blandt andet gå til en teknisk og ejendomsmæssig forundersøgelse og til at købe arealer. Projektet vil samtidig kunne gennemføre det forslag til en lokal naturplan for området, som blev sendt i offentlig høring før jul.

- Ved at hæve vandstanden i dele af Store Åmose kan vi skabe en mere sammenhængende mose, så vi får skabt mere natur til glæde for mennesker, planter og dyr, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

Projektet vil skabe levesteder og yngleområder for en lang række sjældne padder, fugle, krybdyr og insekter, er planen.

- Samtidig kan vi udvide og forbedre den truede højmose og beskytte værdifulde, arkæologiske fund. Store Åmose er et sandt Eldorado for arkæologer, fordi den er fyldt af kulturskatte fra vores ældre stenalder, som vi nu beskytter, siger miljøministeren.

Projektet vil give klimaforbedringer
- Store Åmose er vigtig for naturelskere, ornitologer og arkæologer. Men centralt står de klimaforbedringer, vi tager hul på med de 45 millioner kroner fra Klimapuljen, siger klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen.

- Hver en krone vil i sidste ende være med til at reducere Danmarks udledninger af kvælstoffer og drivhusgasser. Til gavn for os danskere og vores efterkommere, tilføjer han.

Mere plads til naturen
Enhedslistens miljøordfører, Per Clausen understreger, at det er nødvendigt at reducere landbrugsarealet, hvis vi skal skabe plads til mere natur og biodiversitet.

- Når det sker ved at udtage kvælstofrige lavbundsarealer af landbrugsproduktion, nedbringer det også kvælstofbelastningen og reducerer CO2-udslippet. Det er derfor helt oplagt at afsætte penge til dette formål i forbindelse med udmøntningen af finanslovsaftalen. Hermed kan vi støtte visionære projekter, der også giver gevinst her og nu, siger Per Clausen.

Myndighederne vil i projektet lægge vægt på dialog, frivillighed, lokal opbakning og medejerskab, da det kræver en høj grad af samarbejde mellem lokale lodsejere, kommuner og staten, hvis området ved Store Åmose igen skal fremstå som enestående og rig mosenatur.

Tilfredshed hos DN
- Det er positivt, at regeringen vil sikre Store Åmose, der er et overset og vigtigt kerneområde for naturen på Sjælland, siger Michael Leth Jess, direktør i Danmarks Naturfredningsforening.

- Vi har i forvejen et fredningsprojekt sammen med Naturstyrelsen i Åmosen netop fordi, mosen er enormt værdifuld, både når det gælder natur såvel som kultur. Et projekt, som der her foreslås, viser, at man nogle steder sagtens kan lave klimatiltag og samtidig få bedre natur ud af de samme penge. Endelig er Åmosen levested for de sidste sjællandske oddere og i samspil med de omgivende skove og godser en naturperle med stort genopretningspotentiale, siger Michael Leth Jess.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: