Nyt forlig sikrer penge til medier på nettet

MEDIEFORLIG – Et nyt forlig på Christiansborg betyder, at internetbaserede medier som for eksempel OrganicToday.dk med journalistisk indhold for første gang kan få del i millionstøtten til danske medier.

For første gang får nye, digitale medier, som kun kan læses på en iPad eller på en computerskærm, del i mediestøtten, der løber op i 403,6 millioner kroner. (Foto: Colourbox)

Der er afsat 363,6 millioner kroner til den nye støtteordning, der skal til indhold frem for papir, tryksværte og distribution,  fremgår det af forliget.

Udviklingen var løbet fra den tidligere aftale, mener den radikale kulturminister Marianne Jelved, som i dag fredag har fået aftalen på plads med de øvrige forligspartier.

- Jeg er glad for, at vi nu har skabt rammerne for, at den danske medieverden, inklusive de nye internetbaserede medier, kan tilgodeses med mediestøtteordningen, siger Marianne Jelved. Hun mener, at medierne skal indstille sig på virkeligheden.

Penge til redaktionelt indhold i stedet for papir og tryksværte
- Kernen i aftalen med Enhedslisten er, at vi går fra distributionsstøtte til produktionsstøtte. Det betyder, at vi støtter journalister og redaktionelt indhold i stedet for papir og tryksværte. Dermed kommer støtten på omgangshøjde med nutidens mediebillede, hvor nyheder formidles gennem både papiravis, internet og mobile platforme, siger kulturministeren.

Den samlede mediestøtte udgør 403,6 millioner kroner.

Enhedslisten: Indholdet i centrum
- Jeg er glad og stolt over, at det i dag er lykkedes Enhedslisten at blive enig med regeringen om en ny mediestøtteordning, hvor vi sikrer, at det er indholdet, der er i centrum. Det betyder, at den nuværende distributionsstøtte til trykte medier erstattes af en støtteordning til dagblade, dagbladslignende publikationer og internetsbaserede medier, siger Per Clausen fra Enhedslisten.

Ingen penge til små medier
Ifølge Marianne Jelved betyder aftalen, at internetmedier kommer med i ordningen på lige fode med de trykte medier. Desuden skal der etableres en risikovillig innovationspulje.

Små medier med under tre årsværk er dog på forhånd diskvalificeret til at få del i støtten, hvis de ikke i særlig grad bidrager til den demokratiske debat.

Kulturministeren er tilfreds med aftalen, som er indgået med Enhedslisten, men hun ærger sig dog over, at oppositionspartierne er med i forliget.

- Jeg synes, at det er ærgeligt, at det ikke er lykkedes at få en bred aftale om den nødvendige modernisering af mediestøtten, siger Marianne Jelved.

En massakre på dagbladene
Venstres kulturordfører Michael Aastrup Jensen kalder ifølge DR aftalen for ‘en massakre på dagbladene’, fordi støtten nu også kommer de nye medier til gode.

- Ændringerne kan reelt komme til at koste livet for en lang række dagblade. Og det er et stort demokratisk problem, for over 80 procent af alle nyheder kommer fra dagbladene, viser undersøgelser, siger han til dr.dk/kultur.

Også den konservative leder Lars Barfoed, er bekymret over, at dagbladene nu risikerer at få konkurrence.

- Jeg synes, det er stærkt bekymrende for demokratiet og dannelsen i samfundet, når der er risiko for, at der er dagblade, der simpelthen ikke kan klare sig i konkurrencen, siger han til dr.dk/kultur.

Truer med at rulle ordningen tilbage
Oppositionspartierne truer allerede  nu med at lave aftalen om, hvis de vinder det næste valg. Millionerne skal tilbage i de store mediehuse kasser.

- Vi vil lave fuldstændig om i den her aftale. Vi vil sikre, at den store millionbesparelse, der er blevet trukket ned over dagbladene, vil blive fjernet, og vi vil sikre, at dagbladene også vil eksistere i fremtiden, siger Michael Aalestrup Jensen.

- Det Konservative Folkepartis intention er klart at ændre på den her aftale, hvis vi får flertal til næste valg, lyder det fra Lars Barfoed.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: