Et nyt forsøg på at få grønt lys til at dyrke genmodificerede afgrøder på de europæiske marker faldt endnu en gang til jorden, da et fletal af landene i går fredag stemte nej til at give tilladelse til at dyrke tre genmodificerede typer af majs.
13 lande, der repræsenterer 33 procent af befolkningen, sagde nej til to nye afgrøder, DuPont Pioneers 1507 majs og Syngentas Bt11, skriver Ingeniøren.
Begge majstyper producerer et giftstof, som blandt andet slår skadedyret majshalvmøl ihjel, og de er modstandsdygtige over for sprøjtemidlet glyfosinat. Mellem nej-sigerne var Danmark, viser en opgørelse fra Greenpeace. Otte lande, der repræsenterer 43 procent af EU’s befolkning, stemte ifølge Greenpeaces opgørelse for at godkende de to nye majstyper.
Ingen oplysninger
Ifølge Ingeniøren var Greenpeace i går den eneste miljøorganisationen med detaljerede informationer om udfaldet af gårsdagens møde, som fandt sted i en såkaldt stående komité, hvor regeringerne sender embedsfolk for at stemme.
EU-Kommissionen har ikke selv offentliggjort oplysninger om mødets forløb. Ifølge miljøorganisationens chef for fødevarepolitik i Europa, Franziska Achterberg, stammer oplysningerne fra en deltager på mødet.
Læs artiklen på Ing.dk: Europa giver gensplejsede afgrøder en ny lussing