Af Flemming Seiersen, journalist
For at skåne havmiljøet skal der anlægges et nyt stort »hav-dambrug« på land ved Grenå.
Til de lukkede dambrug på land skal der pumpes saltvand ind fra Kattegat. Inden vandet atter ledes ud i havet, skal det renses for kvælstof, fosfor og andre affaldsstoffer, oplyser manden bag, direktør Jens Petri Petersen, Randers.
Han er en af de store spillere i landbasserede saltvandsbrug på land, nemlig Sustainable Seafood Invest ApS, (SSI) i Randers.
Driver flere lukkede dambrug på land
Jens Petri Petersen driver i forvejen flere dambrugsprojekter i Jylland. Således Danish Salmon med et lukket saltvandsdambrug i Hirtshals og Sashimi Royal A/S i Hanstholm med en af Europas første indendørs fiskefarme. Selskabet har gang i et lignende projekt – som det planlagte i Grenå – i Thorsminde på den jyske vestkyst. Det er et år længere fremme end i Grenå.
Jens Petri Petersen er dog nok mest kendt som ejer af 350 vindmøller rundt omkring i Danmark via firmaet Wind Estate A/S i Randers.
Vi skal gøre en forskel i forhold til miljøet
- Hvis man skal investere, skal man gøre en forskel, siger han.
Selv om han ser en mulig forretning i fiskeindustrien, er ambitionen om at mindske miljøpåvirkningen ved fiskeproduktionen en helt afgørende faktor for hans indtog i branchen. Ligesom med grøn energi fra vindmøllerne.
Har reserveret grund på 47.000 kvm.
Sustainable Seafood har allerede reserveret en 47.000 kvadratmeter stor industrigrund ved Stenmarksvej i det nordlige Grenå, og Norddjurs Kommune har har taget hul på processen med lokalplanlægningen.
Den skulle være klar i september. Hvis alt ellers forløber planmæssigt, skulle saltvandsdambruget kunne være klar i begyndelsen af 2021, skønner borgmester Jan Petersen, Norddjurs Kommune.
Mindst 60 arbejdspladser
Direktør Jens Petri Petersen oplyser, at det endnu ikke er besluttet, hvilken slags fisk, der skal opdrættes i Grenå. Det kommer an på priser og meget andet om tre år.
Grunden på de 47.000 kvadratmeter giver plads til 4 moduler af dambrug. Et modul, som man starter med, vil beskæftige 10-12 ansatte. Med fire moduler vil der blive tale om 30 arbejdspladser. Dertil kommer mindst lige så mange i følgeindustrien.
Det første anlæg vil koste 100 millioner kroner Bygges der yderligere tre moduler, bliver prisen 300-400 millioner kroner
Vil ikke have havdambrug ved Djursland
Borgmester Jan Petersen siger, at Norddjurs Kommune hele tiden har talt for lukkede dambrug på land i skarp modsætning til regeringen, der vil tillade nye havbrug ved Djurslands kyster, som kommunen ligesom naboen Syddjurs og en række landspolitikere og organisationer har protesteret imod.
- Så dette projekt passer meget fint ind i vores strategi. Også, fordi Djursland historisk set har været et område med fødevareproduktion – også fisk, siger borgmester Jan Petersen.