Nyt center for klimaforandringer i Grønland

GRØNLAND: Et nyt isfjordscenter i Grønland skal bringe turister tæt på klimaforandringerne og har intentioner om at blive hele verdens indgang til oplevelserne omkring den markante afsmeltning af indlandsisen.

Isfjorden ved Ilulissat er et spektakulært sted, hvor verdens klimaforandringer udspiller sig for fuld udblæsning, og hvor besøgende har mulighed for at overvære en af verdens mest aktive, kælvende gletchere på helt tæt hold. I 2004 blev isfjorden optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Foto: Dansk Bygningsarv

Realdania samarbejder med Grønlands Selvstyre og Qaasuitsup Kommunia om etablering af et Isfjordscenter i Ilulissat.

Centret skal være en driver for turismeudviklingen i området samt være hele verdens indgang til oplevelserne omkring den markante afsmeltning af indlandsisen.

Ilulissat ligger på Grønlands vestkyst ved Diskobugten, 250 kilometer nord for polarcirklen. Isfjorden udgør et spektakulært sted, hvor verdens klimaforandringer udspiller sig for fuld udblæsning, og hvor besøgende har mulighed for at overvære en af verdens mest aktive, kælvende gletchere på helt tæt hold. I 2004 blev isfjorden optaget på UNESCOs verdensarvsliste.

Realdania har bevilget 75 millioner kroner til etablering af Ilulissat Isfjordscenter, mens der fra grønlandsk side bidrages med omkring 20 millioner kroner. Næste skridt er at skaffe finansiering til etablering af udstilling og formidling, og hvor projektet skal færdigudvikles og opføres.

Vil få stor værdi for Grønland
Adm. direktør Jesper Nygård i Realdania fremhæver, at Ilulissat Isfjordscenter vil få stor værdi for Grønland og for verdens befolkning i øvrigt.

- De meget synlige spor af indlandsisens afsmeltning er ikke nogen nyhed for de mennesker, der bor på Grønland. Men med isfjordscentret vil der være unikke rammer til at vise og formidle for os andre – og for turister fra hele verden – nogle af de helt håndgribelige konsekvenser af klimaforandringerne. Vi ser i Realdania meget frem til det videre samarbejde med Selvstyret og Qaasuitsup Kommunia om færdigudvikling af projektet.

- For Ilulissat og Diskobugten er Realdanias engagement en stor anerkendelse af regionens turismepotentiale og arbejde, siger borgmester i Qaasuitsup Kommunia, Ole Dorph.

Netop det Grønland har brug for
Også Grønlands minister for Erhverv, Arbejdsmarked, Handel og Udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq, er begejstret for projeket.

- Denne type partnerskaber er netop det Grønland har brug for i den videre udvikling af turismeerhvervet. Isfjordsprojektet vil tilføre verdensarvsområdet yderligere værdi, og samtidigt blive en spændende og attraktiv arbejdsplads. Isfjordscentret er et flot eksempel på, hvorledes det bliver muligt at igangsætte store projekter i partnerskab med eksterne finansieringskilder, siger han.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: