Nye skolehaver i Aalborg Kommune

SKOLEHAVER – 18. juni 2015 vajede Haver til Mavers flag for første gang over Mou Skole – én af syv skoler i Aalborg Kommune, som er kommet med i det landsdækkende skolehavesamarbejde i år.

Skolehaveeelver fra Odenses Haver til Maver i 2011. Foto: Ulla Skovsbøl

Mou Skole er med sine 230 elever blevet udvalgt til at være med i Haver til Maver som én af syv skoler i Aalborg Kommune, fordi skolen allerede på forhånd var engageret i at gøre uderum, bæredygtighed, naturforståelse og madkundskab til en del af skole-hverdagen.

Mou Skole bygger på værdier som fællesskab, sammenhold og skabe nære relationer. Vi vil lære vores elever ansvar i forhold til andre mennesker, naturen, skolens fysiske rammer og for egen læring, skrev skoleleder Jette Hansen i ansøgningen til Haver til Maver og Nordeafonden.

-  Vi vil være ambitiøse med vores ambitioner, og ansøger foreningen Haver Til Maver, da vi mener vores arbejde og værdier omkring læring stemmer overens med hinanden.

Børn og gamle i haven
Mou er en mellemstor landsby 21 km øst for Aalborg – lige ved Kattegat, Limfjorden skovområder og tæt på Lille Vildmose. Skolen har det seneste år arbejdet på et større projekt omkring »Mou Uderum«, hvor målet er at udvikle et gennemgående fællesskab med institutionerne i nærområdet, skabe sociale initiativer og generelt bedre miljøer for borgerne i byen.

Og i Mou er det ikke kun skoleeleverne på mellemtrinnet, som skal nyde godt af haven. Børn og gamle får også mulighed for at mødes haven, for skolehaverne indgår i projektet »Mou Uderum.« Det er et samarbejde, som for uden skolen involverer Mou Pleje-, Aktivitets- og Rehabiliteringscenter.

Institutionerne har sammen fjernet de fysiske skel, som før har adskilt dem, og åbnet de lukkede haver, skolegårde og græsarealer, som før var lukkede. Nu kan arealerne benyttes på tværs af institutionerne til glæde for alle indbyggerne i Mou uanset alder og fysisk formåen.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: