Nye million-tilskud til landmændene

LANDBRUG – Eva Kjer deler ud med rund hånd til de kriseramte danske husdyrproducenter, der kan glæde sig til en donation på 83 millioner kroner.

Damsle Slagterier har været storforbruger af EU's støtteordning til oplagring af svinekød. Foto: Colourbox

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen vil bruge hovedparten af de 83 millioner kroner, som Danmark modtager fra EU’s krisepulje, skal fordeles til danske landmænd, der har svært ved at komme af med deres mælk og svinekød.

Størstedelen af pengene skal gå til mælkeproducenterne, lover ministeren, men de øvrige husdyrproducenter får også del i puljen.

- Mælkeproducenterne har det seneste års tid set deres afregningspriser falde dramatisk. Det har medvirket til, at mange har svært ved at få driftsøkonomien til at hænge sammen, siger Eva Kjer Hansen.

- Pengene løser ikke producenternes problemer, men de er en lille likviditetsindsprøjtning. På den lange bane skal vi have bragt danske landmænd ud af krisen ved at forbedre deres konkurrenceevne og åbne adgang til flere markeder, siger Eva Kjer Hansen.

Svinekød på EU-lager
Resten af midlerne fra krisepuljen bliver fordelt mellem producenterne af kvæg, svin, får og geder, der får finansieret deres afgift til dyrevelfærdskontrol i 2016. Det udgør godt 20 millioner kroner af krisepuljen.

Hertil kommer, at EU-Kommissionen fra 4. januar 2016 har genindført en midlertidig støtteordning til privat oplagring af svinekød, som igen hober sig op, fordi landmændene producerer for meget.

Også i 2015 fik svineproducenter og slagterier støtte til oplagring, fordi de ikke kun sælge de store mængder svinekød. Danske landmænd producerer årligt knap 30 millioner grise.

- Svineproducenterne kæmper fortsat med konsekvenserne af det russiske importforbud, og støtte til midlertidig oplagring vil forhåbentlig bidrage til at stabilisere priserne på et højere niveau og give producenterne et pusterum, mens markedet finder sig til rette, siger Eva Kjer Hansen.

Fakta om krisestøtte

  • EU-Kommissionen har i oktober 2015 vedtaget en ekstraordinær krisepakke til europæisk landbrug på 420 millioner euro, hvoraf Danmark har modtaget 11,1 millioner euro, svarende til ca. 83 millioner kroner.
  • Krisepuljen har til formål at lette landmændene for de økonomiske konsekvenser af markedsforstyrrelserne i den animalske sektor, der bl.a. følger af Ruslands importforbud mod en lang række landbrugsprodukter fra EU samt aftagende kinesisk efterspørgsel på mejeriprodukter.
  • Den danske andel af krisepuljen fra EU forventes udbetalt første kvartal 2016. EU’s krisepakke til landbruget giver den danske stat mulighed for at fordoble krisepakken med nationale midler, hvilket man har valgt ikke at gøre brug af.
  • På europæisk plan har EU-Kommissionen fra 4. januar 2016 atter åbnet for midlertidig støtte til privat oplagring af svinekød.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: