En kaospilot, en landmandskone og en studerende er tre af de fem nye medlemmer, der træder ind i Måltidstænketanken. Fælles for de fem er, at de er indstillet af danskerne og har vist en særlig ihærdig indsats for at udbrede den gode madkultur.
Der har været stor interesse for måltidstænketankens arbejde – i alt er der kommet 565 nomineringer af 215 forskellige personer. Dan Jørgensen glæder sig over interessen og de fem nye medlemmer.
- Det er folkets tænketank, og derfor er jeg glad for, at vi også har fået fem medlemmer udpeget af danskerne med, siger Dan Jørgensen.
- De fem er alle valgt, fordi de har udvist et helt særligt engagement i madkultur og kender hverdagens udfordringer med at få god mad til at passe ind i en hverdag med skole, job, badminton og andre fritidsaktiviteter, siger han.
Måltidstænketanken får blandt andet til opgave at foreslå en række måltidsråd og komme med anbefalinger til, hvordan man kan ændre måltidskulturen i Danmark.